Behandling og typer af inkontinens
Behandling af inkontinens/ ufrivillig vandladning afhænger af årsagen til inkontinensen og af typen af inkontinens. Hvis det er muligt at løse problemet ved en operation, vil det foretrækkes. Imidlertid er operation ikke en mulighed hos flertallet af patienter, hvor man i stedet må forsøge med medicinsk behandling. Denne behandling afhænger af, hvilken type af inkontinens, patienten har.
Der skelnes mellem trængningsinkontinens og stressinkontinens (eller anstrengelsesinkontinens).
Ufrivillig natlig vandladning (sengevædere) falder uden for denne opdeling og behandles for sig.
Trængningsinkontinens eller trangsinkontinens (urgeinkontinens)
I mange år fandtes kun medicin, såkaldt antikolinerg medicin, som hæmmer blærens sammentrækning (Tabel 1). Fælles for præparaterne er, at de er vanskelige at fremstille som piller, fordi kun en lille del af medicinen bliver optaget i tarmen. Yderligere er der meget stor forskel fra person til person med hensyn til, hvor meget medicin der optages. Derfor kan den samme medicin hos den ene person føles som et "mirakel" og hos en anden person være virkningsløs. Dertil kommer, at medicinen kan have bivirkninger i form af mundtørhed, måske svimmelhed og måske forstoppelse. Endelig kan denne type medicin medføre at især mænd med prostata forstørrelse, måske slet ikke kan komme af med vandet.
Et enkelt medikament (oxybutynin) kunne engang fås i pilleform, men anvendes stort set ikke mere. Den samme medicin har vist sig mere effektiv, når den optages gennem huden i form af et plaster, som skal skiftes 2 gange om ugen.
I 2013 kom et tredje præparat, som virker ved at stimulere blæren til at slappe af. Denne medicin påvirker ikke blærens sammentrækninger, så den medfører ikke, at patienten ikke kan komme af med vandet. Det kan eventuelt kombineres med medicin af typen antikolinerg medicin.
I særligt svære tilfælde, hvor patientens blære er for lille, kan man forsøge at indsprøjte Botox i blæren. Her kan virkningen blive, at blæren lammes så meget, at patienten ikke kan lade vandet selv, men må tømme blæren med et énganskateter. Hos mange vil denne løsning dog være meget mere acceptabel end den, hvor de må gå med ble på grund af inkontinens.
Stressinkontinens eller anstrengelsesinkontinens
Mænd
Hos mænd kommer denne type inkontinens næsten altid som følge af operation på prostata.Hos mænd med godartet forstørrelse af prostata kan man foretage en kikkertoperation med en såkaldt skrælning af prostata, hvor lidt af prostataværet operereres væk Risikoen for inkontinens bør kun være 0,5 – 1 procent.
Enkelte afdelinger foretager stadig en åben operation for godartet forstørrelse af prostata, hvis prostata er særlig stor. Den åbne operation har en højere risiko for inkontinens end kikkertoperationen. Man regner oftest med en risiko på cirka fire procent.
Risikoen for inkontinens er især høj efter fjernelse af hele prostata på grund af kræft. Der er en del forskel fra afdeling til afdeling, men risikoen anses for at være mindst 15 procent, hvis man definerer inkontinens ved, om patienten anvender en ble.
Der er ingen medicin, der virker på stressinkontinens. Kun hvis patienten også har trængningsinkontinens, kan man dæmpe denne med medicin.
I udvalgte tilfælde kan der tilbydes operation for stressinkontinensen (for eksempel med en kunstig lukkemuskel).
Kvinder
Stressinkontinens er især et problem hos kvinder. Alle de mekanismer, der skal sikre en god lukkefunktion, er skrøbeligere hos kvinder end hos mænd.
Fødsler svækker altid bækkenbunden hos kvinder, hvoraf mange dog kan træne bækkenbunden op igen ved grundig træning. Samtidig er bækkenbunden også sårbar for overvægt, alder, diabetes med mere. Yderligere kan der forekomme nedsynkning af urinblæren og/eller nedsynkning af livmoderen. Operation kommer ofte på tale, mens medicinsk behandling kun anvendes, hvis der oven i stressinkontinensen er trængningsinkontinens. Dog kan man ofte hos kvinder efter overgangsalderen styrke bækkenbunden ved forskellige former for østrogenbehandling (Tabel 4).
Ufrivillig natlig vandladning (sengevædning)
Et barn bør kunne sig tør om natten efter fem års alderen. Hvis dette ikke er tilfældet, bør barnet henvises til en børnelæge (pædiater), hvor der er en række behandlinger, man vil forsøge. Hvis barnet udskiller for meget urin om natten kan man forsøge at behandle med "antidiuretisk”hormon, det vil sige medicin der nedsætter urinmængden (Tabel 3).
Læs mere om børn der tisser i sengen her
Denne behandling med antidiuretisk hormon anvendes i et vist omfang også til ældre mennesker for at modvirke hyppig natlig vandladning. Imidlertid griber man ind i kroppens egen regulering, og nogle ældre mennesker tåler ikke denne behandling. Især skal man være forsigtig hos ældre mennesker med hjertesygdom.