Hvad er urininkontinens?
Tilstande, hvor man ikke kan holde på vandet og lækker urin, kaldes under ét for urininkontinens. Der findes flere former.
De mest almindelige er:
-
stress-inkontinens
-
trang-inkontinens
-
eller en kombination af de to.
Stress-inkontinens er urintab i forbindelse med fysisk aktivitet. Det kan ske når man hoster, nyser, hopper eller løber. Det kan være irriterende og hæmmende for eksempel ved dans eller gymnastik.
Trang-inkontinens er ufrivillig vandladning i forbindelse med pludselig stærk trang. Typisk er problemet, at man ikke kan nå på toilettet, før det er for sent.
Der findes sjældnere former for urininkontinens for eksempel i forbindelse med dårlig tømning af blæren. I meget sjældne tilfælde kan der opstå en falsk forbindelse mellem blæren og skeden, hvilket kan give anledning til, at urinen siver konstant (sivende urin-inkontinens).
Symptomerne kan optræde lejlighedsvis eller udgøre et dagligt problem. Det er vigtigt at finde årsagen, hvilket bedst giver mulighed for korrekt behandling. Sædvanligvis er behandlingen effektiv.
Hvorfor får man urininkontinens?
Urininkontinens er et symptom, der kan forekomme selvstændigt eller i forbindelse med en sygdom.
Visse kendte sygdomme i blære, urinrør, bækkenbund eller nervesystemet kan medføre urininkontinens. Men symptomet kan også skyldes dårlig vane (stor væskeindtagelse, sjælden vandladning), overvægt og hoste med mere.
Derfor er det nødvendigt at blive undersøgt for at finde årsagen til problemet og få den rigtige behandling.
Hvordan føles urininkontinens?
Der er to sider af urininkontinens:
-
For det første kan urinlækage rent fysisk give anledning til problemer med hygiejnen samt hudproblemer direkte eller indirekte på grund af urinbind og bleer. Man ved, at brug af bind og bleer indebærer en risiko for urinvejsinfektion.
-
For det andet kan det være meget generende for, hvor godt man har det i dagligdagen. Man føler sig måske ikke helt ren og kan være bange for, om det lugter.
I mange tilfælde har urininkontinens en negativ indvirkning på livskvaliteten ved at give problemer i forhold til dagligdags aktiviteter som indkøb, rejse og ferie.
Symptomet kan også påvirke de sociale relationer og nedsætter evnen til at være sammen med andre mennesker, hvilket i værste fald kan medføre isolation.
Hvad er symptomerne på trang- og stress-inkontinens?
Stress-inkontinens
Trang-inkontinens
-
Man får pludselig tvingende behov for at tisse.
-
Urinmængden er ofte stor, når man 'lækker'.
-
Man skal ofte tisse hyppigt (mere end syv til otte gange om dagen og mere end to gange om natten).
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Diagnosen baseres på:
-
grundig samtale (anamnese)
-
simpel undersøgelse inklusiv en gynækologisk undersøgelse
-
urin-undersøgelse for bakterier, blod med mere
-
og endelig på basis af en vandladningsdagbog, hvor der over nogle dage føres regnskab med, hvor meget der drikkes, og hvor store portioner urin, der kvitteres.
Denne grundliggende udredning kan udmærket foregå hos den praktiserende læge.
I vanskelige tilfælde kan det være nødvendigt at henvise til speciallæge til yderligere undersøgelse. Dette kan omfatte kikkertundersøgelse af blæren eller fyldning af blæren med vand via et lille kateter (cystometri). Der kan også være tale om ultralydundersøgelse med mere.
Hvad er udsigten for fremtiden?
Langt de fleste patienter kan bedres, og nogle kan endda helbredes helt for urininkontinens. Undertiden er man nødt til at prøve forskellige behandlingsformer. Det kan endda være nødvendigt at kombinere forskellige typer behandling for at opnå et tilfredsstillende resultat.
Hvordan behandles sygdommen?
Behandlingen af urininkontinens afhænger af årsag og type. Det kan dreje sig om simple ændringer i levevis, optræning af bækkenbund eller medicinsk behandling. Endelig kan man for nogle typers vedkommende foretage kirurgisk behandling.
Langt de fleste patienter kan bedres eller helbredes.
Hvis der ikke kan opnås effekt ved de forskellige behandlingsformer, kan symptomet afhjælpes med forskellige former for urinbind, som i dag har en fantastisk sugeevne.
Behandlingen skal fortsætte fremover, såfremt der er effekt af den.