Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Nyresvigt

Ved nyresvigt er nyrernes funktioner så nedsatte, at det medfører risiko for alvorlig sygdom, hvis ikke der iværksættes behandling. Man skelner mellem akut nyresvigt, hvor nyrernes funktioner hurtigt aftager, oftest som følger af anden alvorlig sygdom, og hvor nyrerne oftest vil kunne genvinde funktion, og kronisk nyresvigt, som normalt  er permanent. 


Opdateret: 26. Juni 2025

Fakta om nyresvigt

  • Når nyrernes funktioner er så nedsat, at det kræver behandling for at erstatte dem. 
  • Nyresvigt kan blandt andet medføre, at affaldsstoffer ophobes i kroppen i stedet for at blive filtreret væk. Det kan give symptomer som træthed, madlede, vægttab og sløvhed. 
  • Man skelner mellem akut og kronisk nyresvigt. 
  • Nyresvigt kan kræve dialysebehandling eller nyretransplantation. 

Hvad er nyresvigt?

Nyresvigt betegner en så svær påvirkning af nyrernes funktion, at det kræver behandling for at erstatte dem. Nyresvigt kan bl.a. medføre:

  • Ophobning af affaldsstoffer førende til træthed, madlede, vægttab, hjertepåvirkning nedsat koncentrationsevne eller sløvhed og i sjældne tilfælde kramper og bevidstløshed.
  • Appetitløshed, kvalme opkast og vægttab
  • Nedsat urinproduktion
  • Væskeophobning, vejtræningsbesvær og brystsmerter
  • Ophobning af mineraler i blodet, herunder kalium, der kan medføre hjertepåvirkning og i sjældne tilfælde hjertestop
  • Syreophobning
  • Blodmangel
  • Højt blodtryk

Hvad er forskellen på akut og kronisk nyresvigt?

Ved akut nyresvigt aftager nyrernes funktioner hurtigt, oftest i løbet af dage til uger, mens kronisk nyresvigt betegner den sværeste grad af kronisk nyresygdom, som normalt har udviklet sig over en længere årrække og er permanent.

Akut nyresvigt

Akut nyresvigt kan være en følge af sygdom, der opstår i nyrerne, f.eks. autoimmune sygdomme, men er oftere en følge af anden alvorlig sygdom. Det kan være shocktilstande som følge af infektioner og blodforgiftning, hjertesvigt, væskemangel eller alvorlig blødning, f.eks. i relation til store operationer. Det kan også være en følge af forgiftning, en reaktion på f.eks. medicin eller som følge af blokering af urinvejene, f.eks. som følge af nyresten eller kræftsygdom, så nyrerne ikke kan komme af med urinen.

Der vil ofte være en mulighed for, at nyrernes funktion i et eller andet omfang genvindes efter akutnyresvigt, Chancen for det afhænger bl.a. årsagen til og varigheden af det akutte nyresvigt.

Kronisk nyresvigt

Kronisk nyresvigt betegner den sværeste grad af kronisk nyresygdom, hvor eGFR (ofte betegnet nyrefunktionen) er under 10-15% af det normale. Det har normalt udviklet sig over en længere årrække og er permanent. Heldigvis er det dog kun en lille del (<2%) af mennesker med kronisk nyresygdom, der udvikler kronisk nyresvigt.

Læs mere: Hvad er nyretal?

Hvordan behandles nyresvigt?

Behandling af nyresvigt afhænger af symptomer og graden af nyresvigt. Ved akut nyresvigt vil behandlingen tage sigte mod at forhindre alvorlige og livsfarlige følgevirkninger, f.eks. væskeophobning med åndedrætsbesvær, overbelastning af hjertet, livstruende mineralforstyrrelser eller syreophobning.

I nogle tilfælde vil det kræve dialysebehandling, som i akutte situationer ofte kræver, at der lægges et kateter i en stor blodåre. I mange tilfælde vil dialysebehandlingen ved akut nyresvigt være midlertidig, selvom det kan vare uger eller måneder før nyrerne genvinder tilstrækkelig funktion.

Ved kronisk nyresvigt kan behandlingen bestå af medicin og særlige kosthensyn som beskrevet under kronisk nyresygdom, men kan også kræve dialysebehandling eller nyretransplantation.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.