Annonce

Angiotensin

Hvad er angiotensin?

Angiotensin er et hormon som indgår i det såkaldte RAAS (renin-angiotensin-aldosteron-system), der blandt andet regulerer blodtrykket og væskebalancen i kroppen.

Hvor og hvornår dannes angiotensin?

Angiotensin dannes ud fra et protein kaldet angiotensinogen, som findes naturligt i blodet. Angiotensinogen skal bindes af et andet protein, nemlig renin, for at blive til det virksomme angiotensin I. Renin dannes i nyrerne, overordnet som et respons på blodtryksfald, altså for lavt blodtryk. Dette kan komme til udtryk ved at blodet indeholder for meget natrium eller kalium, hvilket specificerede celler i det såkaldte juxtaglomerulære apparat, som findes i nyren, kan opfange og dermed reagere på.

Hvordan virker angiotensin?

Når angiotensinogen er blevet omdannet til angiotensin I, føres det rundt med blodet og ender blandt andet i lungerne, hvor det nu kløves til et nyt protein, angiotensin II. Angiotensin II har to overordnede effekter: det får de små blodkar til at trække sig sammen, således at blodtrykket stiger og det løber til binyrerne, hvor det igangsætter produktionen af et nyt hormon, nemlig aldosteron. Aldosteron virker i nyrerne, hvor det øger reabsorptionen af vand og natrium, hvilket samlet set også giver et højere blodtryk.

Alt i alt arbejder renin, angiotensin og aldosteron således sammen om at øge blodtrykket, som et respons på lavt blodtryk, som opfanges i nyrerne.

Læs mere om HORMONER:

SE OVERSIGT OVER ALLE ARTIKLER OM HORMONER

Sidst opdateret: 06.07.2021

Annonce