Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Leverpletter (solar lentigo)

Leverpletter er velafgrænsede, flade og jævne pletter på hud, der har været udsat for sol i lang tid. Ofte sidder de derfor i ansigtet og på håndryggen.


Opdateret: 10. Maj 2022

Hvad er leverpletter?

Leverpletter har på trods af navnet intet med leveren at gøre. I daglig tale kaldes de også for alderdomspletter og på latin solar lentigo. Leverpletter er en hyppig og ufarlig forandring i huden, som opstår på grund af påvirkninger af solens stråler gennem lang tid.

Hvordan ser leverpletter ud?

Leverpletter er velafgrænsede, flade og jævne pletter på hud, der har været udsat for sol i lang tid. Ofte sidder de derfor i ansigtet og på håndryggen. Pletterne er ensfarvede, men farven kan variere fra lysebrun til helt mørk. Med alderen bliver leverpletterne ofte større og mørkere.

Hvorfor får man leverpletter?

I huden findes særlige pigmentceller kaldet melanocytter, der producerer pigmentfarvestoffet melanin. Det er melanin, som giver huden farve og beskytter mod skadelige UV-stråler fra solen. Hvis huden påvirkes af stærkt sollys i lang tid, bliver melanocytterne stimuleret til at danne mere melanin for at beskytte kroppen endnu bedre.

Leverpletter dannes de steder, hvor melaninen klumper sammen eller dannes i særlig store mængder. De kan både udvikles langsomt over årene eller på ganske kort tid. Det er helt ufarligt at få leverpletter, men når de først er kommet, forsvinder de ikke igen.

Da leverpletter er kroppens respons på solens stråler, ses de oftere ved solariebrugere, ældre mennesker og personer med lys hud. Derudover er der en vis arvelighed, så det kan ligge til familien at få mange leverpletter.

Hvordan behandler man leverpletter?

Man kan forebygge leverpletter ved at beskytte sig mod solens stråler. Her gælder de klassiske sol-råd: skygge, solhat og solcreme. Solarium frarådes desuden til alt andet end medicinsk brug.

Da leverpletter er permanente forandringer i huden, hjælper solbeskyttelse dog ikke på de leverpletter, der allerede er kommet. Heldigvis er leverpletterne harmløse, og behøver derfor ingen medicinsk behandling.

Hvis man har kosmetiske gener af leverpletterne, er det muligt at afblege dem. Afblegningen kan ske ved frysning med flydende kvælstof, lasere eller blegecremer. Ved alle tre muligheder er der dog en risiko for arvævsdannelse, at pletterne bliver blegere end huden omkring, eller at leverpletterne bliver mørkere.

Hvis en plet pludselig vokser, ændrer farve eller form, begynder at klø eller på anden måde forandrer sig, er det vigtigt at lade en læge vurdere pletten. Det kan være nødvendigt at tage en prøve eller fjerne pletten, da det kan være tegn på kræft.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.