Annonce

Prostata

Hvad er prostata?

Prostata (også kaldet blærehalskirtlen) er en cirka 2x3x4 centimeter stor kirtel, som findes lige under blæren hos mænd. Urinrøret løber gennem prostata. Dens primære funktion er at producere væske, som udgør størstedelen af volumenet i sæden.

Hvor sidder prostata?

Prostata befinder sig helt præcist bagved kønsbenet, under urinblæren og foran endetarmen hos mænd. Den er omgivet af fedt og gennem den løber urinrøret og forlængelsen af sædlederen, som fører sæden fra testiklerne til urinrøret.

Hvad er prostatas funktion?

Prostata producerer væske med lidt protein, salt og sukker, som optimerer forholdene for sædcellerne. Derudover består sæden af sædceller fra testiklerne og lidt sekret, som produceres i sædblæren, der også tømmer sig i sædlederen.

Kan man blive syg i prostata?

Prostatas vækst stimuleres af det mandlige kønshormon, testosteron. Med alderen kan prostata forstørres, hvilket er ganske naturligt og sker for de fleste mænd. Idet urinrøret løber gennem prostata kan dette dog forårsage problemer med vandladningen - den såkaldte “slappe stråle”. Derudover kan prostata også udvikle sig malignt og blive til cancer. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på en forstørret prostata. Er man bekymret, kan man blive screenet for prostatacancer, hvilket indebærer en objektiv undersøgelse hos lægen og en blodprøve, som indikerer om der er overaktivitet i prostata.

LÆS MERE OM MANDLIGE KØNSORGANER:

Sidst opdateret: 22.09.2021

Annonce