Svar:
Kære Spørger
Overvægt er uheldigvis gået hen og blevet et meget stort globalt sundhedsproblem, således også i Danmark, hvor 21% er svært overvægtige. Overvægt medfører en større risiko for sukkersyge, hjerte-kar sygdomme og galdesten, udover at belaste især de store led som hofter, knæ og ankler. Overvægtige kan desværre også se frem til et relativt kortere liv, ligesom der er psykologiske faktorer, der påvirker den overvægtige i negativ retning.
Det er derfor naturligt at søge en vej til at reducere vægten. Mange overvægtige har ligesom dig oplevet, at forsøg på at tabe sig er slået fejl. Som du sikkert har set i en række udsendelser på TV, er der en række overvægtige, der har haft succes med meget intensive kost- og motions-programmer. Det bør under alle omstændigheder prøves (under kyndig vejledning) inden man søger en operation.
Her findes der forskellige muligheder. Igennem de sidste 40 år har forskellige typer af operationer været anvendt for svær overvægt. "Standarden" i øjeblikket er den såkaldte gastric by-pass dvs. føden ledes igennem en lille ny mavesæk (og udenom den sædvanlige dvs by-passes) direkte ned i tyndtarmen, der således er syet op til den nye lille mavesæk. Operationen kan enten udføres åbent gennem et snit i bugvæggen eller lukket som en kikkertoperation. Der vil altid kunne være en mindre risiko for umiddelbare komplikationer, såsom blødning, infektion, lækage eller blodprop. Sene komplikationer kan være tarmslyng.
Hovedreglen for at tilbyde denne operation i det offentlige er, at BMI (Body Mass Index) skal være over 40, idet BMI er et mål for selve fedmen, som fortæller om forholdet mellem højde og vægt. Man kan dog også blive opereret ved et BMI over 35, hvis der er følgesygdomme tilstede f.eks sukkersyge. Dit BMI kan udregnes til 35.4 dvs. svær overvægt. Operationen gør, at der vil komme hurtig mæthed, og samlet set en mindre kalorieindtagelse. Man skal følge en særlig kostplan, og reduktionen i vægt finder herefter sted inden for de næste 1-2 år med 50-75% af overvægten. Når vægttabet er indtrådt vil der ofte være behov for at fjerne overskydende hud og underhud f.eks. på maven ved et plastikkirurgisk indgreb.
Venlig hilsen
Dennis Raahave,
Speciallæge, dr.med. Mave-tarm kirurg