Hvad er sult?
Nogle mennesker er mindre sultne og har derfor lettere ved at holde vægten nede end andre. Det skyldes, at de producerer mange mæthedssignaler eller er særligt følsomme overfor de mæthedssignaler, der er til stede. Andre mennesker er hele tiden sultne og er nødt til at tænke meget på, hvad de spiser, så de kan spise sig mætte uden at tage på.
Sult er en meget stærk biologisk drift, som det er umuligt for de fleste mennesker at undertrykke i længere tid. Derfor mislykkes slankekure, der kræver, at man holder igen og gennem længere tid skal døje med sultfølelser. Sultfølelsen fremkaldes af en kombination af små fald i blodsukkeret og sulthormonet ghrelin, som afgives til blodet fra den tomme mavesæk. Ghrelin påvirker hjernen til at opleve sultfornemmelsen, som kan få karakter af ondt i maven.
Hjernen indeholder to forskellige centre, et sultcenter og et mæthedscenter. Disse områder i hjernens hypothalamus, 'den menneskelige relæstation', blev opdaget i 1950erne, og siden da har der været forsket meget i, hvordan appetitreguleringen bliver styret.
Der findes mange forskellige fysiologiske faktorer, der i et kompliceret samspil påvirker hjernens sult- og mæthedscentre. Det er den samlede påvirkning fra alle disse signaler og den enkelte persons følsomhed overfor dem, der afgør, hvornår man bliver sulten, hvor sulten man bliver, og hvor meget man skal spise for at blive mæt igen.
Hvad er mæthed?
Mæthed er ikke det modsatte af sult. Mæthed er den gradvise fornemmelse af tilfredsstillelse, der indtræder ved indtagelse af et måltid. Mæthed kan opdeles i forskellige faser, der bliver påvirket af forskellige fysiologiske faktorer. Her er et frokostmåltid og perioden herefter frem til aftensmaden brugt som eksempel.
Indtrædende mæthed
Klokken er 12, man er sulten og sætter sig ved frokostbordet. Efterhånden som man spiser, forsvinder sultfornemmelsen, og bliver man mere og mere mæt, og på et tidspunkt føler man sig så mæt, at man holder op med at spise.
Denne proces kaldes indtrædende mæthed. Den indtrædende mæthed bliver påvirket af udspilning af mavesækken, hvorved der bliver sendt signaler op til hjernens mæthedscenter. Udskillelse af mave-tarm-hormoner, øgning af blodsukker og insulin, smag og tygning påvirker også den indtrædende mæthed.
Tidlig mæthedsfase
Herefter går man ind i den tidlige mæthedsfase, det vil sige den første times tid efter måltidet, hvor hovedparten af de indtagne næringsstoffer (simple kulhydrater) er optaget til blodet, mens hovedparten af fedt, protein endnu ikke er optaget i blodet. Denne fase er også påvirket af mave-tarm-hormoner, især hormonet cholecystokinin, der bliver produceret i tolvfingertarmen, når der kommer mad derned. Cholecystokinin er et mæthedshormon, der bombarderer hjernen med mæthedssignaler sammen med andre mavetarmhormoner (ex. GLP-1). Stigning i blodets insulinindhold bidrager også til mæthed i denne tidlige fase.
Senere mæthedsfase
Efterhånden som næringsstofferne bliver optaget fra tarmen til blodet, begynder den næste mæthedsfase, hvor effekter af næringsstoffernes omsætning inde i kroppen påvirker den mere langsigtede bevarelse af mæthedsfølelse i timerne ud på eftermiddagen.
Nogle næringsstoffer passerer leveren og påvirker leverens stofskifte på forskellige måder. Den sender igen sult- og mæthedssignaler videre til hjernen. Forbrænding af kulhydrat , aminosyrer og fedtsyrer i leveren og andre organer sender signaler til hjernen. Jo mere iltkrævende (oxidativ) forbrænding af næringsstoffer efter et måltid, des større mæthedsfølelse.
Det betyder også, at jo større tendens kroppen har til at forbrænde fedt i stedet for at lagre det, des større mæthed kan der opnås af et måltid, da kun fedtforbrænding og ikke fedtlagring kan give mæthed på kort sigt.
Sulten melder sig igen
Ud på eftermiddagen begynder sulten at melde sig igen. Denne sene styring af mæthed og sult menes primært at afhænge af en lang række forskellige proteinstoffer (peptider), der påvirker sult og mæthed i hjernen. Disse stoffer har ud over ghrelin, navne somsatietin, cachectin, adipsin, bombesin, dopamin, enterostatin, galanin, leptin, neuropeptid Y, noradrenalin og serotonin. Alle disse signaler afgør til sammen, hvornår man bliver så sulten, at man får lyst til at spise igen.
Hvorfor er man altid sulten?
Årsagen til, at nogle personer altid føler sig sultne kan være, at de spiser en kost, der kun producerer svage mæthedssignaler til hjernen, for eksempel en kost med høj fedtprocent og lavt fiberindhold. Man kan sammensætte en god slankekost ved at tage hensyn til disse ting. Det kan også være, at disse mennesker fra naturens side er mindre følsomme overfor de forskellige fysiologiske mæthedssignaler.
Leptin - teorien om mæthedshormonet
En af de mest udbredte teorier indenfor fedmeforskningen i disse år er, at nogle mennesker er overvægtige , fordi deres følsomhed overfor hormonet leptin er dårlig.
Leptin bliver produceret i fedtvævet i mængder, der afhænger af fedtdepoternes størrelse. Det vil sige, at jo større fedtdepot des mere leptin. Leptin kan både øge forbrændingen og give mæthed, og det kan derfor virke som en slags fedttermostat (lipostat), der regulerer fedtdepoterne. Det vil sige at en stor mængde fedt på kroppen, skulle betyde mindre sult.
Problemet er bare, at hvis man giver leptin til mennesker, så taber de sig ikke, i modsætning til visse forsøgsdyr. Det kan skyldes, at nogle mennesker er mindre følsomme for leptin i hjernen. Men hvis man, for eksempel med medicin, kan øge leptinfølsomheden, så kan man måske forbedre behandlingsmulighederne.