Jeg vil ikke lade mig styre af min psoriasis

Et mødelokale fyldt af topledere i endnu en stor virksomhed. Alle venter på, at mødet om de nye strategier skal begynde. Scenen er sat for 45-årige Peter Severin fra Severin-Partners A/S, som skal præsentere sine planer for deltagerne. Han fungerer som konsulent for mindre og større virksomheder og er vant til at have alles opmærksomhed rettet mod sig – men han har valgt, at det ikke skal være pga. hans psoriasis.

Peter fandt ud af, at han havde psoriasis i en alder af 18 år efter et besøg i solarium. Han opdagede en lille prik på huden og troede, det var på grund af solariet: ”Efter at have været hos lægen, kan jeg huske, at jeg var lidt skræmt over at få at vide, at det var psoriasis. Hvis der kunne komme sådan en lille prik, der bredte sig til to, som bredte sig til tre, kunne det så også komme over det hele? Jeg undersøgte selv en del om det dengang, kan jeg huske. I starten tænkte jeg ikke så meget over konsekvenserne på langt sigt, men udelukkende på, hvordan jeg kunne skjule plamagerne her og nu. Det var noget med at gå med lange ærmer i stedet for korte også om sommeren - og svømmehallen og stranden holdt jeg mig væk fra.”

For 10 år siden traf Peter en beslutning om, at han ikke ville lade sin psoriasis påvirke sin dagligdag og sit liv: Derfor er det nu ham og ikke hans psoriasis, der bestemmer. Det betyder ganske enkelt, at Peter opfører sig, som om han ikke havde psoriasis, og kortærmede t-shirts, badeture og mørke jakkesæt er igen en naturlig del af hans liv: ”Jeg tænkte egentlig ikke så meget over, at jeg begrænsede mig selv pga. psoriasis – men da det som voksen gik op for mig, at det var den, der styrede, hvad for noget tøj jeg skulle have på, sagde jeg stop. Hvis jeg har lyst til at have et mørkt jakkesæt på, vil jeg det og ikke lade mig påvirke af, at man så måske kan se, at jeg skæller fra hårbunden.”

Vil du vide mere?

Patienthistorien er venligst udlånt af Danmarks Psoriasis Forening. Du kan læse flere hverdagsfortællinger om livet med psoriasis i den nye antologi "Jeg har - har du? Hverdagsfortællinger om psoriasis", som er gratis og kan bestilles hos Danmarks Psoriasis Foreningen eller hos din praktiserende læge. Læs mere om den her .

Peter er hovedsageligt ramt af sin psoriasis på albuerne, knæene og i hårbunden. Han kan godt få mindre udbrud, men sørger altid for at få det behandlet, så det bliver holdt nede med det samme og ikke generer ham. I sit arbejde som konsulent skal Peter ofte være meget på og tale for større forsamlinger, og i sådanne situationer er Peter meget bevidst om, at hans psoriasis ikke skal forstyrre: ”Jeg har aldrig følt mig sygdomsmærket pga. min psoriasis, men det har generet mig, at det er noget folk lægger mærke til. Jeg har et arbejde, som er meget udadvendt, og der kan det jo blive forstyrrende, hvis det er min psoriasis og ikke mine budskaber, der fanger folks opmærksomhed. Når jeg indimellem oplever det ske, afbryder jeg mig selv et øjeblik og siger: ”Ja, jeg har lidt psoriasis på armen, men det er ikke noget, der gør ondt eller smitter”.”

Peter er godt klar over, at han måske er meget speciel og heldig, fordi han har styrken til at vælge, at hans psoriasis ikke skal begrænse ham eller påvirke hans selvtillid. ”Det er jo nok bare sådan, jeg er. Det er nok også årsagen til, at jeg valgte at blive selvstændig konsulent, selv om flere sagde, at jeg måtte være fuldstændig vanvittig, fordi det er alt for hårdt. Men det er altså fordi, jeg er en person, der siger, jamen jeg styrer selv, hvordan mit liv skal være.”

Hårbundspsoriasis

Ofte begynder psoriasis som dråbeformet udslæt på huden, som senere kan udvikle sig til større pletter. Psoriasis angriber oftest knæ, albuer og hårbund, men kan sprede sig til hele kroppen.

  • 70% af personer med psoriasis angribes i hårbunden.
  • 20-25% af de personer, der har psoriasis, har det kun i hårbunden.

Peter håber, at andre med psoriasis kan finde samme styrke og selv aktivt være med til at påvirke deres situation: ”Selvfølgelig afhænger det også af, hvor hårdt man er ramt af sin psoriasis, og hvordan man generelt er som menneske. Selv om det måske lyder lidt banalt, vil jeg opfordre til, at man ser positivt på tingene og er aktiv. Søg oplysninger, lad være med at sidde og vente på, at der er nogen, der kommer til dig. Gå til lægen og spørg ham ud om de forskellige behandlinger. Henvend dig igen, hvis den, du fik, ikke virkede. Vi håber jo alle, at der en dag kommer en behandling, der ikke bare lindrer, men helt helbreder psoriasis. Jeg kan se, at bare i den korte tid, jeg har haft psoriasis, er der sket en helt utrolig udvikling, så det går den rigtige vej. Vi må bare ikke sætte os til at vente, men kæmpe videre og tage kontrollen, for ellers har vi tabt til en dum hudlidelse. Vi er jo kun her på jorden én gang, så vi må gør det bedste for, at vi får mest ud af livet – psoriasis eller ej.”

Sidst opdateret: 28.10.2008