ADHD kan vise sig på forskellige måder, men de vigtigste symptomer er hyperaktivitet og koncentrationsbesvær. Uopdaget ADHD er problematisk, for det kan føre til andre lidelser som for eksempel depression, angst og misbrug, men opdager man diagnosen, er der hjælp at få, og derfor er det godt at kende de gængse symptomer, så man kan hjælpe sig selv eller dem, man har nær.
Lyt til Netdoktors podcast om uopdaget ADHD hos voksne her.
Karakteristiske symptomer
Symptomerne på ADHD er meget karakteristiske. Ofte har man følelsen af at have et hoved fyldt med tusind tanker og hyperaktivitet enten udad eller indad. Som barn er det normalt at være meget aktiv og løbe rundt, men det er ikke på samme måde acceptabelt af et voksent menneske. Der sker derfor ofte det, at man i løbet af livet vender hyperaktiviteten indad, så den sætter sig som uro eller tankemylder.
Dagligdagsopgaver
Ved ADHD hos voksne har man svært ved at få fuldført hverdagens forskellige opgaver. Det er ofte svært at holde fokus i længere end en halv time, hvilket både gælder pligter og fornøjelser. Man kan derfor hurtigt blive fristet til at rykke fokus fra det, man er i gang med til en ny opgave, hvilket gør, at man til sidst står med flere forskellige halvfærdige projekter.
Udfordringerne ved at klare hverdagens opgaver hænger sammen med de eksekutive funktioner. Det er nogle kognitive funktioner, der indgår i vores evner til at planlægge, tidsestimere og udføre en bestemt opgave. ADHD går ud over netop disse funktioner, og det kan medføre, at man kan komme til at glemme især hverdagslige pligter som at betale regninger og få gjort rigtigt rent. Særligt er det opgaver, som man udelukkende udfører for sin egen skyld, som er de sværeste. Dermed kan man godt hjælpe andre med at fuldføre opgaver, men har svært ved at få udført sine egne.
Uddannelse og job
Mange der har ADHD vil mere eller mindre ubevidst søge mod praktisk arbejde sammen med andre. Samvær, fysisk aktivitet og snak er nemlig med til at stimulere vågenhed og fokus. Selvom man kan fungere i mange typer arbejde, når man har ADHD, bliver det stadig mere udfordrende at gennemføre en uddannelse, fordi de i dag bliver mere og mere akademiserede.
Skærm distraherer
I dag fylder sociale medier meget i hverdagen, og det kan være med til, at der er flere, der har nemt ved at lade sig distrahere. Skærmen påvirker de lystbetonede impulser i os. Det betyder, at vores kognitive hjerne presses, når vi konstant har en skærm tæt på os, fordi vi hele tiden skal udfordre os selv og sige ‘nej’ til skærmen og i stedet blive ved med at arbejde videre.
Hvis man hurtigt bliver distraheret af en skærm, betyder det ikke nødvendigvis, at man lider af ADHD, men mennesker med ADHD vil opleve, at det er endnu mere udfordrende at holde koncentrationen, når skærmen hele tiden lokker.
Sanseapparatet
Når man har ADHD har man en nedsat adgang til at undertrykke sine umiddelbare impulser. Det kommer særligt til udtryk ved hørelsen og synet. Her kan det være svært at lukke omverdenen ude og fokusere på det, man er i gang med. Folk med ADHD registrerer nemlig hurtigt skift i omgivelserne, og vil hele tiden undersøge, hvad det er, der sker omkring dem.
Hvis du overvejer, om du selv har ADHD, skal du starte med at opsøge din praktiserende læge, som kan påbegynde et udredningsforløb. Er du pårørende og tænker, at en af dine nære har ADHD, kan du foreslå dem at tage kontakt til deres egen læge.
Bliv klogere på ADHD i Netdoktors magasin.
Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Voksen med ADHD, Netdoktors podcast om Uopadget ADHD hos voksne