Kære Spørger:
Tak for din mail, i hvilken du fortæller om din fars situation som selvstændig tømrermester med meget arbejde og stort ansvar samt at han tidligere har haft en behandlingskrævende depression. Du og din søster har observeret, at jeres far er meget glemsom, har søvnproblemer og ofte vågner fordi han ikke kan få vejret. Derudover er han brudt sammen et par gange og I mener, at han har stress og spørger, hvad I kan gøre. Det hele vanskeliggøres af, at jeres far ikke er en mand, der gerne taler om sine følelser.
Jeg tror, at jeres vurdering af, at han er stressramt, nok er rigtig. Alternativ kan han have fået et depressivt tilbagefald.
I kan læse lidt mere om symptomer på stress her.
Jeg gætter på, at I ikke får så meget ud af jeres far, hvis blot I spørger ham om, hvordan han har det. Derfor kan I benytte flg. strategi: En aften hvor I har god tid og ikke skal andet - måske lige efter at I har spist aftensmad og sidder ved bordet og snakker - så siger du og din søster, at I har observeret, at han er blevet ret glemsom, og at I naturligvis er klar over, at han har mange ting han skal huske i forbindelse med firmaet, og hvis det blot var glemsomhed, så var der nok ikke grund til bekymring, men da I har set ham bryde sammen et par gange og er vidende om, at han sover så dårligt og vågner med hvad der lyder som angstbetinget åndenød, ja, så er I blevet bekymrede for hvordan han har det og har tænkt på, at han måske lider af stress og overbelastning eller måske har fået et tilbagefald til depression.
Sig til ham, at I gerne vil hjælpe, men at I kommer lidt til kort, fordi I ikke rigtigt ved, hvordan I skal hjælpe ham og at han nok i virkeligheden har brug for professionel hjælp. Hvis han ikke rigtigt vil høre tale om det, så mind ham om, at han jo har været syg før og faktisk dengang fik støtte og behandling, og at det faktisk hjalp. Bed ham om at ringe til sin praktiserende læge for at bestille tid til en konsultation - hvis han så siger, at det har han ikke tid til, så sig at han skal gøre det om ikke andet, så for jeres skyld fordi I er så bekymrede.
Alle forældre vil deres børn det bedste, og det kan godt ske, at han ikke synes at han vil konsultere sin læge for sin egen skyld, men hvis I beder ham gøre det for jeres skyld, ja, så virker det nok.
Sæt evt en deadline for at ringe til lægen - aftal at han skal have gjort det inden næste uge er omme … ellers kunne det godt blive en af de mange opgaver, som bliver udskudt.
Jeg synes at det er flot, at I drager omsorg for jeres far, og håber, at I har held med ovenstående projekt.
Med venlig hilsen
Hans Mørch
Speciallæge i psykiatri.