Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Rygestop

Røgfri med nikotinprodukter

Der findes mange midler på apotekets hylder, der kan hjælpe dig med til at slippe ud af nikotinafhængigheden. Eller blot hjælpe med at nedsætte antallet af de cigaretter, du ryger.

Opdateret: 26. Oktober 2023

Der findes mange midler på apotekets hylder, der kan hjælpe dig med at slippe ud af nikotinafhængigheden. Eller blot hjælpe med at nedsætte antallet af de cigaretter, du ryger.

Undersøgelser har vist, at chancen for, at rygeafvænningen lykkes, er dobbelt så stor med nikotinprodukter i forhold til rygeafvænning uden nikotinprodukter.

Den kolde tyrker holder sjældent

Ifølge en undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen lavede i 2022 , var 56 % forsøgt at stoppe med at ryge uden nogen form for hjælp. Men det viser sig, at mange garvede rygere hurtigt begynder igen.

Der findes hjælp

Hvis du har testet din afhængighed af nikotin, og det viser sig, at du er afhængig, kan et lægemiddel til rygeafvænning måske hjælpe dig. En del af lægemidlerne indeholder nikotin, som er det vanedannende stof i cigaretterne. Men du slipper for de mange andre skadelige stoffer fra cigaretterne, for eksempel tjære og kulilte. Sundhedsstyrelsens undersøgelse af danskernes rygevaner 2022 viser at 75 % af dem der ryger dagligt, ønsker at stoppe med at ryge.

Nikotinpræparater

Der findes flere forskellige nikotinprodukter til rygeafvænning. De kan købes på apoteket og i visse supermarkeder. De præparater, der kan købes i håndkøb, er tyggegummi, plaster, inhalator og næsespray, mundhulespray, sugetabletter og resoribletter (lægges under tungen, opløses af sig selv og optages). Midlerne kan bruges enkeltvist eller i kombination, og den bedst egnede rygeafvænning er bestemt af rygerens afhængighed af nikotin.

Receptpligtige rygestopmidler

Ud over håndkøbspræparater findes der også receptpligtige præparater, bupropion og cytisin. Behandling med bupropion anbefales indledt mens patienten stadig ryger, og der aftales rygestop efter en uges behandling. Den samlede behandlingsvarighed er op til 8 uger.

Det nye præparat på markedet, Cytisin har været anvendt i Østeuropa i mange år. Cytisin tabletter anvendes mod rygestop ved at nedsætte rygetrang. Behandlingen vil vare i alt 25 dage, og rygestoppet skal indtræde senest på femte behandlingsdøgn, da rygning kan forværre evt. bivirkninger.

Noget at pille ved

Tyggegummi, næsespray, mundspray, resoribletter og sugetabletter giver en hurtig dosis nikotin, når man føler et akut rygebehov. Produkterne giver et slags 'kick', som ved cigaretter. Plastre derimod giver en jævn nikotintilførsel over 16 eller 24 timer, mens man ikke selv skal foretage sig noget i den forbindelse. Det vil sige, man skal sove med 24-timers plastret på, mens 16-timers plastret tages af før sengetid.

Man kan få bivirkninger

Som med al anden medicin kan der også være bivirkninger forbundet med en behandling med nikotinprodukter. Men tit kan du selv gøre noget for at undgå de værste gener.

Hvis du for eksempel bruger nikotinplaster skal du huske at placere plastret på et rent, tørt, ubehåret og ubeskadiget stykke hud et nyt sted hver dag (overarm, øverst på ryggen eller på hoften) for at undgå rødme og udslæt på stedet. Hvis der opleves kløe eller dannes blærer eller sår på huden, skal man straks stoppe med at bruge nikotinplaster, da det kan tyde på en allergisk reaktion.Sugetablet skal suges og tyggegummiet skal tygges på en helt særlig måde (såkaldt tygge-hvile i kinden-tygge teknik), som det står beskrevet på instruktionen i pakken. På den måde får nikotinen tid til at blive optaget gennem slimhinderne i mundhulen. Hvis man bare tygger løs, risikerer man, at en del af nikotinen optages gennem maven, og det nedsætter effekten kraftigt og en mavepine til følge.

Ved præparater, der anvendes i mundhulen (tyggegummi, resoribletter, sugetabletter, mundhulespray og inhalator), kan der forekomme irritation i mund og hals, svælg samt svimmelhed og hovedpine. Brug af næsespray kan give lokal irritation i næsen, nysen, tilstoppethed og svien. Man kan dog også opleve de almindelige bivirkninger af nikotin, for eksempel hovedpine, svimmelhed og søvnbesvær. De er dog milde og forbigående.Rygeophør kan i sig selv give anledning til en række symptomer, og det kan være vanskeligt at skelne mellem disse symptomer og bivirkninger af behandlingen.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Undgå sammenblanding af medicin

Man skal være opmærksom på eventuelle uheldige virkninger, hvis man bruger anden medicin. Nikotinets virkning på hjerte og kar kan betyde, at personer med svær hjertesygdom ikke bør bruge produkterne.

Spørg lægen eller apoteket, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept, medicin købt i udlandet, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler samt kosttilskud.

Samtidig med rygeophøret oplever mange en vægtøgning på tre til fem kilo efter et år på grund af et fald i stofskiftet. Der er ikke tilstrækkelig dokumentation for, at nikotinprodukter nedsætter denne vægtstigning, men en enkelt undersøgelse har vist, at brugere af næsesprayen ikke tog nær så meget på som andre eks-rygere, så længe sprayen blev brugt.

Afhængig af afvænningsmidlet?

Når nikotin nu er vanedannende, er det nærliggende at tænke sig, at man også kan blive afhængig af det middel, man bruger ved afvænningen. Og det sker faktisk også for cirka 10 procent af dem, det lykkes at holde op med at ryge ved hjælp af nikotinprodukter. Men risikoen er lille i forhold til de mange langt værre risici, der er ved at fortsætte med at ryge. Man kan ikke blive afhængig af nikotinplastret, men kun af midler som for eksempel tyggegummi, inhalator og spray.

Andre skadelige nikotinprodukter

Man kan være fristet til at erstatte cigaretten med e-cigaret, snus, tyggetobak og nikotinposer. Produkterne indeholder også nikotin og tobak i varierende mængde, men er ligeså skadelige for vores krop. Der er nemlig ikke evidens for, at fx. e-cigaretter eller røgfrie nikotinprodukter er effektive hjælpemidler til rygestop if. Sundhedsstyrelsen.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.