Er du eller dit barn ramt af ømme skoldkopper, der klør og klør i en uendelighed? Så er der gode råd at hente her!
Skoldkopper er en smitsom virussygdom, der især rammer børn. Der går cirka 10 til 20 dage, fra man smittes, til sygdommen bryder ud med rødt og kløende udslæt.
Udslættet viser sig som små røde knopper, der i løbet af nogle timer udvikler sig til skoldkoppeblærer. Efter en til to dage vil blærerne briste og omdanne sig til sårskorper.
Antallet af blærer er meget forskelligt fra person til person, og nye blærer kan fremkomme i tre til seks dage.
Læs også: Fakta om skoldkopper
Sådan kommer du skoldkoppe-kløen til livs
Skoldkoppevirus er godartet og vil i reglen vare mellem syv til ti dage hos børn og noget længere tid hos voksne. Alligevel kan det være en ubehagelig affære at være smittet med virussen, for de små blærer kan klø enormt meget.
Nedenfor følger en række råd til, hvordan du kan komme skoldkoppe-kløen til livs:
-
Undgå at kradse i blærerne på grund af risiko for betændelseKlip neglene helt kort eller brug handsker, når du er i kontakt med skoldkopperne.
-
Drys kartoffelmel på de kløende skoldkopper ved at duppe huden ganske forsigtigt. Melet kan svale huden og dulme kløen.
-
Lav kolde omslag af isterningeposer eller frosne grøntsager, som kan nedkøle huden. Kold hud klør nemlig mindre end varm hud.
-
Køb et zinkliniment (flydende form) på apoteket, og dup det forsigtigt på blærerne.
-
Har dit barn skoldkopper i munden, kan du komme en sut i fryseren, som kan køle sårene og lindre kløen.
-
Kom 2 dl havregryn i en nylonstrømpe med knude på, og læg den i badekarret, når du bader. Havregrynene har en lindrende effekt.
-
Er sygdommen ledsaget af feber, bør den smittede være afklædt og opholde sig i et køligt rum og drikke rigeligt væske.
-
Sørg for ekstra god håndhygiejne, for det er eventuel betændelse, der gør det svært for sårene at hele.