Hvad er børnesår?
Børnesår er nogle smitsomme sår, der som regel ses i ansigtet, i hårbunden og på hænderne. De er kraftigt kløende. Det starter med en lille rød plet, som bliver til en væskefyldt blære. Når blæren brister dannes en gulbrun, tyk skorpe. Børnesår skyldes bakterier og kræver behandling.
Vagtlægens spørgsmål:
Følg spørgsmålene nedenfor og få indblik i, hvilke spørgsmål vagtlægen typisk vil stille, når du ringer.
1. Hvad er dit navn og CPR-nummer?
Vagtlægen spørger altid om navnet og CPR-nummeret på den person, som henvendelsen drejer sig om.
2. Hvor sidder sårene?
Sidder sårene ved munden, kan det være forkølelsessår (herpes). Ved tilfælde af børnesår kan sårene sidde over hele kroppen, og der vil ofte være mange betændte sår, for det smitter meget.
3. Hvordan udviklede sårene sig?
Startede sårene med kløe og små blærer? Så er det måske forkølelsessår (herpes). Børnesår stater med sår, hvor der efterfølgende kommer betændelse.
4. Har barnet feber?
Nej: Man kan godt have en overfladisk betændelse uden at have feber.
Ja: Der kan være så meget betændelse i sårene, at det giver barnet feber. Måske skal barnet have penicillin.
5. Har barnet haft samme symptomer tidligere?
Nej: Børnesår er en bakterie-betændelse. Man kan godt få det igen, hvis man bliver smittet.
Ja: Det kan måske være forkølelsesår, som har en stor tilbøjelighed til at komme igen de samme steder.
6. Er der andre i omgangskredsen, som har lignende sår?
Nej: Pas på, at andre ikke bliver smittet.Vær meget omhyggelig med håndvask, og brug evt. håndsprit.
Ja: Børnesår smitter meget. Derfor må barnet i nogle tilfælde ikke komme i institution eller skole med børnesår.
Hvorfor får man børnesår?
Børnesår skyldes bakterier (streptokokker eller stafylokokker), som inficerer huden gennem for eksempel en lille rift. Varme og fugt giver bakterierne de bedste levevilkår.
Hvordan smitter børnesår?
Når barnet klør i sårene, overføres bakterierne til barnets hånd og derfra til andre steder på barnets krop eller til andre børn. Af og til smittes også voksne, men sygdommen rammer oftest børn.
Kan mit barn få medicinsk behandling?
Børnesår kan behandles med antibiotika . Man kan enten behandle lokalt med en creme ved milde tilfælde eller med tabletter ved mere alvorlige og udbredte tilfælde.
Hvad kan jeg selv gøre?
Vask barnet med klorhexidinholdig sæbe, og smør derefter begyndende børnesår samt næseindgangen med klorhexidincreme. Både sæben og cremen kan købes i håndkøb.
Skift tøj og sengetøj hver dag, mens barnet har børnesår.
Hold barnet hjemme fra skole, børnehave eller vuggestue for ikke at smitte andre.
Klip barnets negle korte. Vask hænder hyppigt, og brug eventuelt håndsprit.
Hvordan ser jeg forskel på børnesår og herpes/forkølelsessår?
Herpes starter ofte med kløe og små blærer.Ved børnesår er skorperne tykkere og mere gulbrune.
Hvornår bliver børnesår kritisk?
Det er vigtigt at holde øje med, om der kommer feber i forbindelse med sygdomme. Hvis der gør det, kan det være tegn på, at der er en mere alvorlig betændelse i sårene.
Kontakt lægen med det samme, hvis:
- Der samtidig er feber og eventuelt omtågethed.
- Hvis der er stærke smerter.
Kontakt lægen i løbet af 24 til 48 timer, hvis:
- Hvis børnesårene ikke er forsvundet efter et par dage
- Hvis der er mange sår.