Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Sunde børn

Kosttilskud til babyer og små børn

Det anbefales at give tilskud af vitaminer og mineraler til alle børn under 2 år.

Opdateret: 17. Februar 2017

For at dit barn kan vokse og trives, som det skal, behøver det de rette vitaminer og mineraler. Ofte bliver barnets behov for vitaminer og mineraler dækket via mælken og maden, men til tider kan kosttilskud være nødvendige.

Kosttilskud til babyer og små børn

Vitaminer og mineraler er stoffer, som i små mængder er nødvendige for kroppens funktioner. Samtidig er det stoffer, som kroppen ikke selv kan danne, men skal tilføres, og det sker bedst fra maden. Får vi for lidt af disse stoffer, udvikler vi mangelsygdomme, og får vi for mange vitaminer og mineraler, kan det medføre forgiftninger.

I de fleste tilfælde bliver barnets behov for vitaminer og mineraler dækket gennem mælken, maden og solens stråler på huden. Det anbefales dog at give tilskud af vitaminer og mineraler til alle børn under 2 år.

For tidligt fødte børn har helt særlige behov for tilskud af vitaminer og mineraler. Spørg altid din læge eller sundhedsplejerske og se tillige nedenfor.

Hvilke tilskud skal babyer og små børn have?

Børn født til tiden

Så meget tilskud af vitaminer og mineraler bør børn født til tiden have:

D-vitamindråber

Fra 2 uger til 2 år: Alle børn født til tiden anbefales 10 mikrogram (400 IE) dagligt. Børn med mørk hud og børn, hvor kroppen oftest er tildækket om sommeren, anbefales at fortsætte med D-vitamin gennem hele barndommen - eventuelt resten af livet.

Jern-dråber

Til 6 måneder: Alle børn født til tiden som vejer mindre end 2500 g anbefales 8 mg jerndråber dagligt. Hvis barnet får mere en halvdelen af deres ernæring som modermælkserstatning skal de kun have halv dosis jern.

Børn født for tidligt

For tidligt fødte børn (dvs. med terminsalder under 37. uge) er født med meget lave vitamindepoter, og har et særligt behov for tilskud. Tal derfor altid med lægen eller sundhedsplejersken om kosttilskud. Anbefalingerne til for tidligt fødte er:

ACD-dråber

Fra 1 uge til 3 måneder anbefales et dagligt tilskud på 300 mikrogram A-vitamin, 35 mg C-vitamin og 10 mikrogram D-vitamin.

D-vitamindråber

Fra 6 uger til 2 år anbefales dagligt 10 mikrogram (400 IE) D-vitamin. Børn med mørk hud og børn, hvor kroppen oftest er tildækket om sommeren, anbefales at fortsætte med D-vitamin gennem hele barndommen – eventuelt resten af livet.

Jern-dråber

Fødselsvægt mindre end 1500 gram: Fra 6 uger til 1 år anbefales cirka 8 mg jerndråber dagligt.

Fødselsvægt større end 1500 gram: Fra 6 uger til ½ år anbefales cirka 8 mg jerndråber dagligt.

Dog kun halv dosis jern til de børn som får mere end halvdelen af deres ernæring som modermælkerstatning.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

D-vitamin

Hvorfor tilskud af D-vitamin?

Sollys er den vigtigste kilde til D-vitamin, og i Danmark dannes der kun D-vitamin i huden i sommerhalvåret fra april til september. Strålerne fra solen, som danner D-vitamin, når i vinterhalvåret ikke jordoverfladen og dermed huden, da solen står for skråt på himlen. Creme med solbeskyttelsesfaktor hæmmer også D-vitamin dannelsen.

Da babyer og små børn ikke skal opholde sig direkte i sollys, bliver deres behov ikke med sikkerhed dækket. Selvom modermælk, modermælkserstatning, komælk og maden indeholder D-vitamin, er dette ikke nok til at dække deres behov.

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen at alle børn født til tiden gives tilskud med D-vitamin fra 2 uger til 2 år.

Kan berigede madvarer erstatte tilskuddet?

Tilskud af D-vitamin på 10 mikrogram anbefales også, selvom barnet får modermælkserstatning, tilskudsblandinger og industrielt fremstillede grødprodukter der er tilsat D-vitamin. Der er ingen risiko for overdosering, selvom barnet får modermælkserstatning beriget med D-vitamin sammen med det anbefalede daglige D-vitamin tilskud. Det anbefalede daglige tilskud af D-vitamin må til gengæld ikke overskrides.

Læs også afsnittet nederst i denne artikel om Varieret mad og beriget mad.

Hvilken betydning har D-vitamin i kroppen?

D-vitamin er vigtigt for knogleopbygningen, da D-vitamin hjælper med at fremme optagelsen af kalk. D-vitamin er med andre ord nødvendig for en god knoglevækst.

Mangel på D-vitamin kan hos spæd- og småbørn give nedsat vækst og ufuldstændig dannelse af knogler og føre til sygdommen rakitis. Rakitis kaldes også engelsk syge og er misdannelser af knogler og tænder. Ved mangel på D-vitamin hos børn forbliver knoglerne bløde og bøjelige, hvilket blandt andet kan føre til hjulbenethed.

Hvilke madvarer bidrager med D-vitamin?

D-vitamin findes stort set kun i animalske madvarer. Især fede fisk (laks, sild, makrel), fiskelever og torskerogn er gode kilder til D-vitamin. I kød, indmad, æggeblomme, ost og fede mælkeprodukter er indholdet mindre. Frugter, grøntsager og kornprodukter indeholder ingen D-vitaminer.

Børn med mørk hud

Uden solens stråler på huden er det meget vanskeligt at få dækket behovet for D-vitamin, da maden alene sjældent giver nok. Børn med mørk hud danner mindre D-vitamin selvom de opholder sig i solen, og bør derfor fortsætte med D-vitamin tilskud hele barndommen, og formentlig hele livet. Det samme gælder for børn, som det meste af sommeren går i tøj der dækker kroppen, (f.eks. lange ærmer, lange bukser, lange kjoler og tørklæder), og derfor ikke får noget sollys.

Sådan giver du dit barn tilskud af D-vitamin

Til at begynde med gives tilskuddet af D-vitamin i form af dråber på en ske sammen med modermælken eller modermælkserstatningen. Bland det ikke i sutteflasken. Når barnet er startet på skemad, kan det dryppes direkte i maden på skeen. For at sikre at barnet hver dag får sine dråber, kan det være en god idé at gøre det til en vane at give barnet tilskuddet ved samme måltid hver dag.

Tidligst 1 ½ år gammel kan D-vitamin gives i tygge-tabletform. Det kan enten være en tyggetablet med ren D-vitamin eller en børne-multivitamin-mineraltablet indeholdende 10 mikrogram D-vitamin. Det er vigtigt at barnet tygger godt, så tabletten ikke fejlsynkes.

På markedet findes flere forskellige D-vitaminprodukter, hvorfor det er godt at læse på varedeklarationen eller spørge sundhedsplejersken om, hvor meget barnet må få og hvordan vitaminerne bedst opbevares.

Læs mere om D-vitamin her

Jern

Hvorfor tilskud af jern?

Grunden til at børn født til tiden anbefales jerntilskud fra 6 måneder, skyldes at de medfødte jerndepoter, som sammen med modermælken har dækket barnets behov frem til 6 måneder, er ved at være tømte. Barnet er derfor i risiko for at udvikle jernmangel, som kan føre til blodmangel (anæmi). Selvom barnet begynder på mad i overgangsperioden er optagelsen af jern fra maden lille, da maden i denne periode ofte kun indeholder lidt jern.

Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at børn født til tiden som vejer mindre end 2500 gram får tilskud af jern frem til seks måneder.

Skal alle børn have tilskud?

Hvis barnet får mere en halvdelen af deres ernæring som modermælkserstatning skal de kun have halv dosis jern.

Hvilken betydning har jern for barnets krop?

Den vigtigste funktion er, at jernet via blodet hjælper til med at transportere ilten rundt i kroppen. Mangel på jern viser sig ved trætte, irritable og uoplagte børn. Sammenlignet med børn, som ikke lider af jernmangel, kan børn med jernmangel blive forsinket i udviklingen af evnen til blandt andet at tænke og tale.

Hvilke madvarer bidrager med jern?

Maden indeholder to typer jern: hæm-jern og non-hæm jern. Hæm-jern findes i kød, indmad og fisk. Non-hæm jern findes især i kornprodukter og grøntsager.

Jernet fra korn og grøntsager optages ikke nær så godt som jernet fra kød, fisk og indmad. Optagelsen af jern fra korn og grøntsager kan dog øges ved at spise kød og/eller madvarer med C-vitamin – eksempelvis frugt og grøntsager – i samme måltid.

Læs mere om jern her

Kosttilskud til børn mellem et og tre år

Så længe barnet fra 1 år har en normal appetit og spiser varieret, behøver det, bortset fra tilskud af D-vitamin, ingen andre tilskud for at vokse og fungere tilfredsstillende.

Den varierede mad og mælken vil naturligt dække behovet for vitaminer og mineraler. Hvad det vil sige at spise varieret kan læses i artiklen Sund mad til små børn.

Børn med lille appetit, børn som spiser ensformigt og børn som er vegetarer bør dog få en multivitamin-mineral tablet med D-vitamin dagligt, fra de er 1 år gamle. Knus tyggetabletterne indtil barnet er 1 ½ år og i øvrigt kan tygge dem rigtig godt selv – ellers er der risiko for at barnet kan få vitaminpillen i den gale hals.

Varieret mad frem for beriget mad

Raske børn har ikke behov for andre tilskud af vitaminer og mineraler ud over de anbefalede tilskud. Næringsstofbehovet bør i stedet dækkes gennem almindelig varieret mad. Det er velkendt, at vitaminer og mineraler i store mængder kan være skadelige. Derfor bør forældre til babyer og små børn være forsigtige med både at give berigede børnemadsprodukter, andre berigede madvarer og/eller kosttilskud, da det derved er vanskeligt at gennemskue, hvor mange vitaminer og mineraler det enkelte barn får. Om en industrielt fremstillet madvare er tilsat vitaminer og mineraler kan læses i varedeklarationen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen bør naturlægemidler heller ikke gives til børn under 2 år.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Følg anbefalingerne

For dit barns velbefindende er det vigtigt at følge de officielle anbefalinger, så dit barn vokser og trives som det skal. Giv derfor de anbefalede tilskud som foreskrevet i hele perioden. Du kan læse mere om tilskud af vitaminer og mineraler på Fødevarestyrelsens hjemmeside Alt Om Kost og i 2. udgave af bogen Mad til små – fra mælk til familiens mad fra 2016 af Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons