Tænk, hvis man opfandt pillen, der kunne sætte aldringsprossen i stå. For få år siden mente en gruppe forskere, at de var på rette spor, men der er endnu et stykke vej til mirakelkuren mod alderdom, lyder det fra dansk forsker.
Kuren mod det naturlige forfald er måske fundet. Sådan lød den store forhåbning for få år siden, da forskere fremlagde et studie, der viste, hvordan et nyt stof fik mus til at genvinde tabt muskelmasse, styrke sine organer – og sågar vokse en ny pelspragt. Det nye foryngelses-stof er dog stadig ikke på markedet. Når man dykker ned i cellernes forunderlige verden, er det nemlig ikke helt så enkelt at lave en pille mod alderdom. Det fortæller Claus Desler, der er molekylærbiolog og lektor ved Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i, hvordan man kan udnytte viden om celler til at forhindre sygdomme og for hurtig aldring.
Netdoktor har sat ham i stævne til en snak om det naturlige forfald, vores krop undergår i takt med, at vi bliver ældre, og om hvor tæt vi er på en mirakelkur mod alderdom.
Skadede celler skal slå sig selv ihjel
Allerførst tager vi et kig på de billioner af celler, som vores krop består af, for det er nemlig sådan, at vores krop pensionerer flere og flere celler, efterhånden som vi bliver ældre, hvilket er en af årsagerne til, at vores krop forfalder.
Umiddelbart lyder det ikke så hensigtsmæssigt, at kroppen sender sine celler på pension, men den gør det faktisk for at passe på os. De pensionerede celler er nemlig celler, der på et tidspunkt har haft en skade i deres DNA, som ikke kunne repareres.
- Skadede celler som udgangspunkt programmeret til at begå selvmord og spise sig selv, så de gør plads til nye celler. Nogle gange slår denne programmering imidlertid fejl, og selvom cellen febrilsk hiver i det håndtag, der skal gøre, at den begår selvmord, sker det ikke. For at cellen ikke risikerer at udvikle sig til en kræftcelle, skal den uskadeliggøres på anden vis. Det kan ske ved, at den i stedet pensionerer sig selv – det der i fagsprog hedder at gå i senescens eller blive en senescent celle. Det vil sige, at cellen går i dvale og ikke kan dele sig, forklarer Claus Desler.
Han fortæller, at når en celle bliver pensioneret – eller senescent som det hedder - bliver den inaktiv og bidrager ikke med noget som helst. Til gengæld kan den finde få at ligge og sende forvirrende signaler ud i øst og vest. Det kan for eksempel være et signal om, at nu har cellen ikke ilt nok, nu er der for meget ilt, nu er der for lidt næring, nu er der for meget næring osv. - altså en masse alarm-råb, som kan stresse de omkringliggende celler i sådan en grad, at de også bliver senescente. På den måde sættes en kaskade i gang, så man ophober flere og flere senescente celler.
De pensionerede celler laver ballade af en grund
Men hvorfor laver de senescente celler de her alarmråb? Det er forskere som Claus Desler optaget af at finde svar på, for som han siger: 'Kroppen gør sjældent noget, der ikke giver mening.'
- Forklaringen er muligvis, at de prøver at påkalde sig immunsystemets opmærksomhed, så der sendes immunceller derhen, som kan tage en ordentlig bid af det område, hvor de senescente celler ligger. På den måde beder cellerne faktisk om at blive spist, fortæller han.
Ældre mennesker har flere pensionerede celler
Senescente celler ligger grundlæggende blot og fylder op og forhindrer, at nye celler kan komme til. Hvis der er mange senescente celler i et væv – for eksempel i muskelvævet - risikerer man, at vævet ikke kan udføre den arbejdsopgave, det bliver bedt om. Hos ældre mennesker kan det være at løfte sig fra stolen eller gå op ad en trappe. Ophobning af pensionerede celler kan også medvirke til, at vores lever, nyrer, hjerte og lunger ikke fungerer så godt længere.
- Med alderen ophober vi flere og flere senescente celler – især sker der en kraft stigning omkring de 70 år og opefter, fortæller Claus Desler.
Nyt stof kan slå pensionerede celler ihjel
Og så er vi tilbage, hvor vi startede. Inden for de seneste fem år har man nemlig fundet stoffer, der specifikt kan gå ind og ødelægge de senescente celler, så de kan blive erstattet med nye celler.
- Hos ældre mus, der har fået stoffet, har man blandt andet set, at de har fået betydelig bedre funktion i lever og nyrer. Og så er deres pels begyndt at vokse frem igen, fortæller Claus Desler.
For et års tid siden prøvede man at teste stoffet på mennesker med meget kraftig nedsat lungefunktion som følge af ophobede senescente celler. Det eneste, man havde fokus på, var, om de her mennesker overhovedet kunne tåle at få medicinen – ikke om det hjalp dem til at trække vejret mere frit.
- Artiklen fik alligevel enorm opmærksomhed i medierne, og det gjorde, at moderselskabet bag det her stof steg vanvittig meget i værdi - det var helt sindssygt, siger han.
Nyt stof overser måske kræftrisiko
Begejstringen for det nye stof var stor, men Claus Desler maner til besindighed, for de høje forventninger kan næppe indfries, når det kommer til stykket:
En ødelagte celle bliver jo senescent for at undgå, at den udvikler sig til kræft. Og hvis du har én skadet celle, som er blevet senescent, så har den måske skadet nogle af nabocellerne, men bare ikke i sådan en grad, at de selv har opdaget det. Hvis den senescente celle sender alarmråd ud, vil der være en god chance for, at immunsystemet bliver tilkaldt og tager en ordentlig haps – ikke kun af den senescente celle, men også af dens skadede naboer. Det nye stof vil til gengæld kun slå den senescente celle ihjel, og så kan der være risiko for, at de skadede naboceller udvikler sig til kræftceller. Det viser, at det er vigtigt at være forsigtig med de her nye 'mirakelmidler'.
I virkeligheden har kroppen nok selv de bedste redskaber til at tage sig af det. Vores opgave er så at give kroppen de bedste betingelser. Dette bliver vi stadig bedre til at kunne rent medicinsk, men hvis man ikke lider af en sygdom, så er det mest virksomme at følge sådan helt almindelige kedelige råd som sund mad, træning, god søvn og for alt i verden undgå at ryge, siger Claus Desler.