Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Influenza

Influenza A H1N1 (svine-influenza)

Svineinfluenza er en type influenza, som kan smitte fra svin til mennesker og imellem mennesker. Den giver symptomer, som er meget lig dem fra almindelig influenza.

Opdateret: 21. September 2021

Hvad er influenza A og hvad betyder H1N1?

Influenza er en virussygdom, som giver ømhed i muskler og led, hovedpine, hoste og feber.

Der findes overordnet tre influenza-typer A, B og C. Type A er den hyppigste og alvorligste med kraftige symptomer. Den dukker som regel op hvert andet eller hvert tredje år. Influenza A (H1N1 eller H3N2) og fugleinfluenza (H5N1) er eksempler på influenza A-subtyper.

Influenzavirus indeholder to vigtige komponenter på overfladen, der kaldes H og N, og som forekommer i mange typer, idet de 17 forskellige H- og 9 forskellige N-komponenter kan kombineres på mange forskellige måder. De er afgørende for hvilken slags infektion, man får. Hvis man udvikler antistoffer mod de enkelte H- og N-komponenter, bliver man modstandsdygtig (immun) mod den type influenza, der består af kombinationen af disse komponenter.

Hvordan opstod influenza A H1N1 (svine-influenza)?

Svin er modtagelige både for fugleinfluenza og for menneskeinfluenza. Svin bliver regelmæssigt syge af influenza fra både fugle og mennesker (dobbeltinfektion), og sommetider dør de af det. Under en sådan dobbeltinfektion kan der ske en sammenblanding (rekombination) af arvemateriale (det kaldes RNA-segmenter) fra fugle- og menneskeinfluenza, så helt nye influenzatyper opstår, som mennesker ikke er modstandsdygtige (immune) over for. I sådanne tilfælde kan en ny epidemi opstå, som hurtigt spreder sig til lande i flere kontinenter og som derfor kaldes en pandemi.

Hvis man i arveanlæggene i influenzavirus kan finde komponenter fra influenzavirus fundet hos svin eller hos fugle, kalder man influenzaen henholdsvis svine- eller fugleinfluenza, da man så formoder, at den kommer fra den pågældende dyreart.

Hvordan kan en svineinfluenza-epidemi opstå? (For eksempel som i Mexico City i 2009)

Ingen modstandsdygtighed (immunitet) hos befolkningen

Det var en helt ny H1N1 type med genetiske elementer fra svine-, og fugleinfluenza (dog ikke fra den frygtede H5N1 fugleinfluenza, der startede i 1997). Befolkningerne var derfor ikke modstandsdygtige (immune), hvorfor denne type kunne spredes til rigtig mange lande og forårsagede en pandemi.

Spredning kan ske både i sommer- og i vinterhalvåret

I troperne vil den kunne cirkulere hele året, dog mest i sommermånederne. På den sydlige halvkugle vil den især kunne cirkulere i deres vintersæson, som er vores sommer, og på den nordlige halvkugle vil den især kunne cirkulere i vores vintermåneder. Der var derfor mulighed for en to-puklet epidemi, hvor der på vores halvkugle kom en mindre lokal spredning af importerede tilfælde i sommeren 2009 og en spredning den følgende vinter hos dem, der ikke blev vaccineret.

I Mexico City lever der cirka 20 millioner mennesker med al den aktivitet og kontakt med omverdenen, det medfører. Derfor udbrød en epidemi i denne by og i resten af landet, ligesom eksporterede tilfælde til mange andre lande her iblandt USA allerede har fundet sted og vil finde sted. Således har der været epidemier i Australien og New Zealand, men heldigvis har sygdommen ikke været alvorligere end almindelig sæsoninfluenza.

Kan man behandle influenza A H1N1 (svineinfluenza)?

Influenza skyldes en virus og kan derfor ikke helbredes med penicillin.

Hvis man tilhører en risikogruppe eller er indlagt med influenza type A og B, vil man efter lægens vurdering ofte blive behandlet med et stof, der er aktivt mod influenzavirus. Det virksomme stof, oseltamivir (i Danmark Tamiflu), hæmmer influenzavirus-spredning til nye celler i luftvejene. Tamiflu mildner derfor symptomerne og forkorter sygdomstiden, hvis det tages inden for de to første døgn af sygdommen. Tages Tamiflu senere, er effekten mindre.

Hvis influenza A skulle mutere og blive resistent over for Tamiflu, hvilket er sket i få tilfælde, findes der et andet lægemiddel, Relenza (zanamivir), som kan bruges. De andre influenzamidler (amantadin og rimantadin) virker ikke på influenza A.

Særligt udsatte mennesker bliver tilrådet influenzavaccine, som skal tages hvert år i oktober. Det tilråder man især personer over 65 år, personer med sygdomme i hjerte og lunger, personer i sundhedssektoren samt gravide.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons