Hvad er symptomerne på hudkræft?
Personen med hudkræft henvender sig ofte med et sår, der ikke vil hele, eller en knude i huden. Typisk taler man om to typer af hudkræft, henholdsvis basalcellekræft og pladecellekræft. I nogle tilfælde er det vanskeligt at skelne de to typer af hudkræft, men ofte kan sygehistorien og udseendet af hudkræften hjælpe i diagnostikken.
Symptomer på basalcellekræft
Der findes forskellige undertyper af basalcelle-hudkræft, hvor de hyppigste er den nodulære (knudeformede) og den superficielle (overfladiske). Den nodulære undertype sidder oftest i ansigtet eller i nakken og viser sig som:
- sår i huden der ikke heler.
- knude/knop i huden ofte med voldformet rand.
- knude med synlige kar.
Den superficielle undertype sidder ofte på kroppen og arme eller ben og viser sig som:
- skællende, rødlig plet på huden.
Symptomer på pladecellekræft
Pladecelle-hudkræft udvikles primært på steder, der er udsat for sollys. Ofte vil huden generelt ses solbeskadiget med pigmentpletter, rynker og små karsprængninger. Pladecelle-hudkræft viser sig typisk som en knude, der vokser relativt hurtigt. Der opstår ofte sårdannelse i knuden, der kan have tendens til at bløde og være øm ved berøring. I over 50 procent af tilfældene er hudkræften forudgået af forstadier til hudkræft (aktiniske keratoser), der viser sig som fortykkede ru, skællende pletter i huden.
Pladecelle-hudkræft viser sig ofte på sol-udsatte områder som:
- i ansigtet og i hårbunden (hos tyndhårede/skaldede).
- på hænder og fingre.
- omkring ørerne.
Hvordan undersøger lægen for hudkræft?
Undersøgelser for basalcellekræft og pladecellekræft
Lægen hører først på sygehistorien med særligt fokus på:
- varighed og udvikling af hudgener.
- tidligere soludsættelse, solforbrændinger og solariebrug.
- øvrige sygdomme, herunder særligt organtransplantation.
- medicin med særligt fokus på eventuel immundæmpende medicin.
Både basalcelle-hudkræft og pladecelle-hudkræft har ofte et karakteristisk udseende, som er let at genkende for den erfarne hudlæge. Mindre detaljer og særlige kendetegn kan ses med et dermatoskop, som er et forstørrelsesglas, der forstørrer cirka 10 gange og kan være en hjælp i diagnostikken. I de fleste tilfælde suppleres med en lille hudprøve, som skæres ud og efterfølgende undersøges i mikroskopet af en patolog, som er en speciallæge, der undersøger vævsprøver. På den måde sikres den rette diagnose og dermed behandling.