Hvad er parodontose?
Parodontose (paradentose, de løse tænders sygdom) er en folkesygdom, som de fleste får på et eller andet tidspunkt i livet. Parodontose giver sjældent symptomer og kan ikke ses med det blotte øje. Normalt er der tale om en langsomt fremadskridende tilstand, men selv efter årelang kamp ender mange alligevel med at blive tandløse på grund af sygdommen.
Parodontose er en betændelsestilstand i den knogle, som tandroden sidder fast i. Betændelsen fører til, at knoglen langsomt "ædes op" og når processen er langt fremskreden, begynder tanden at føles løs.
Parodontose er en voksen-sygdom, idet den normalt ikke starter, før man er i midten af 30'erne. Kommer der parodontose hos yngre, kan der være tale om en særlig aggressiv form, hvor tandløsningen går specielt hurtig (Juvenil marginal parodontitis) og som kræver en ekstra ihærdig indsats med hensyn til mundhygiejne, hyppige tandlægebesøg og behandling med antibiotika.
Hvem er særligt udsatte for at få parodontose?
Alle får på et tidspunkt parodontose. Kvinder og mænd får det lige hyppigt, men hos kvinder kan tilstanden gå stærkere under en graviditet.
Nogle forhold har betydning for risikoen for at udvikle parodontose:
Rygning: Rygere har en veldokumenteret øget risiko for at få parodontose.
Nedsat immunforsvar: Ved nedsat immunforsvar mindskes modstandskraften over for de bakterier, som sidder i belægningerne på tænderne. Stress kan blandt andet nedsætte immunforsvaret og har man parodontose, vil sygdommen ofte forværres i stressede perioder. Er man er i behandling med medicin, som skal undertrykke immunsystemet, er risikoen endnu større.
Diabetes: Personer med diabetes har hyppigere og mere graverende parodontose end ellers raske individer. Dette gælder specielt hvis blodsukkeret svinger meget. Omvendt er det også muligt, at en ubehandlet parodontose kan forværre sukkersygen.
Mundtørhed: Mundtørhed er et langt større problem, end man tidligere har været opmærksom på. De senere år er der således sat meget fokus på mundtørheds betydning for tandsundheden. Det ligger nu fast, at mundtørhed øger risikoen for huller i tænderne og muligvis også for udvikling af parodontose.
Knogleskørhed: En større undersøgelse har vist, at kvinder med knogleskørhed (oesteoporose) i gennemsnit havde 3,3 færre tænder end en sammenlignelig kontrolgruppe, hvilket må tolkes i retning af, at det at have knogleskørhed medfører en øget risiko for parodontose.
Alder: Ældningsprocesserne fører ikke i sig selv til at man får parodontose – det er eventuelle almensygdomme, der kan være medvirkende til tab af tændernes knoglefæste.
Hvorfor får man paradentose?
Parodontose skyldes en vedvarende betændelse i tandens støttevæv, herunder den knogle, som tandroden sidder fast i. Betændelsen starter altid i tandkødet (tandkødsbetændelse, gingivitis), hvorfra den breder sig til støttevævene. Både ved tandkødsbetændelse og parodontose er der tale om organismens reaktion på bakterier, som sidder i efterladte madrester på tænderne.
Hvordan føles paradentose?
Parodontose giver ofte først symptomer i form af tandløsning, når tilstanden er meget langt fremskreden. Da parodontose altid vil være forudgået af betændelse i tandkødet, vil der som regel være blødning og ømhed ved tandbørstning og spisning.
Er parodontosen så langt fremskreden, at tænderne føles løse, kan de være ømme ved spisning og betændelsen i tandkødet kan medføre tandbylder, som er ømme hævelser fyldt med materie (pus). Men først og fremmest: Opdager man, at tandkødet bløder, kan det være et forvarsel om, at der er parodontose i optræk og man bør straks opsøge tandlæge.
Hvordan stiller tandlægen diagnosen?
Diagnosen stilles af tandplejer eller tandlæge. Da man som regel ikke mærker, at man har parodontose, er det absolut nødvendigt med regelmæssig, professionel undersøgelse af tandkød og tandkødslommernes dybde.
Ved parodontose har tanden mistet sit fæste i knoglen og tandkødslommerne vil altid være fordybede. Lomme-dybden er afstanden fra tandens emaljekant til bunden af tandkødslommen og måles med en særlig lommemåler. Hvor stort knoglefæstet er, kan også måles på et røntgenbillede.
Parodontose kan sjældent ses med det blotte øje og giver sjældent symptomer. Derfor er det vigtigt, at man får målt tandkødslommernes dybde hver gang, man er hos tandlæge. Hvis tandkødslommerne er mere end 3 mm dybe, er der tale om begyndende parodontose.
Hvad er behandlingen?
Ved behandling af parodontose, skelner man mellem almindelig og udvidet behandling. En udvidet behandling er nødvendig, hvis der er tale om fremskreden parodontose.
Almindelig behandling af parodontose foregår sådan:
Man fjerner tandsten og bakteriebelægninger på tandkroner og rodoverflader i de fordybede lommer.
Tænder og fyldninger pudses glatte, evt. fjernes overskud på fyldninger, så bakterierne ikke så nemt sætter sig fast.
Tandlæge eller tandplejer viser, hvor på tænderne der især er belægninger, og giver instruktion i metoder til bedst mulig mundhygiejne.
Udvidet behandling af parodontose foregår sådan:
Man opererer eventuelt på angrebne tænder, hvor en del af tandkødet fjernes, så tandkødslommerne bliver mindre og lettere at holde rene.
Inden operation kan man evt. ud over den almindelige parodontosebehandling supplere med skylning af tandkødslommerne med en desinficerende væske (chlorhexidin) og sprøjte antibiotika-gel (metronidazol) ned i lommerne nogle gange med en uges mellemrum.
Som supplement til parodontosebehandling i det hele taget har det vist sig at være en god ide med et dagligt tilskud af calcium og D-vitamin.
Hvad er udsigten for fremtiden?
Hvis parodontose opdages og behandles i tide, er der god chance for, at den bliver stoppet, men den allerede mistede knogle kan ikke vokse op igen. Sygdommen skal hele tiden holdes under kontrol og der må ikke slækkes på mundhygiejnen. Ellers blusser parodontosen op igen og knogletabet øges gradvist.
Mange forsømmer desværre stadig deres tænder og bliver der ikke taget hånd om parodontose i tide, vil tænderne ende med at falde ud - en efter en. Til sidst bliver man tandløs og må have protese. Men hvis tænderne er mistet på grund af parodontose, kan det være ekstra vanskeligt for en protese at sidde fast, fordi en stor del af knoglen er gået tabt. Endelig skal tilføjes, at parodontose ikke kun øger risikoen for hjerte-kar sygdomme , men også kan påvirke forløbet af dem i negativ retning.
Hvordan forebygger man paradentose?
Al forebyggelse sigter mod fjernelse af bakteriebelægninger på tænderne, som er årsag til betændelsen i tandkød og knogle. Forebyggelse sker derfor primært i forbindelse med den daglige mundhygiejne i hjemmet efter anvisning fra tandplejer eller tandlæge. Information om kostvaner er også vigtig.
Tandbørstning: Generelt anbefales den metode der kaldes gnubbe-metoden. Tandbørsten placeres så hårene rører både tandkød og tænder. På ydersiderne børstes tænderne med tandbørstens hoved parallelt med tandrækken og på indersiderne med tandbørstehovedet lodret. Når tandbørsten er placeret, bevæges den i små cirkelformede bevægelser. Bevægelserne skal være så små, at hårene kiler sig ind i tandmellemrummene. Herefter flyttes tandbørsten 1 tand ad gangen. Tyggefladerne børstes med små bevægelser frem og tilbage. Mange får en bedre mundhygiejne ved at bruge en elektrisk tandbørste. Spørg din tandlæge til råds. En elektrisk tandbørste er desuden et meget godt hjælpemiddel til fysisk handicappede.
Tandstikker/tandtråd: Trods perfekt tandbørstning er det umuligt, at fjerne alle bakteriebelægningerne i tandmellemrummene. Derfor bør man anvende tandstikkere, små såkaldte "flaskerensere" eller tandtråd. Tandstikkere skal være trekantede i tværsnit og den brede ende skal vende mod tandkødet.
Kostvaner: information om kostvaner er især vigtig, hvis der er tale om parodontose hos en ung patient. Forbruget af sukkerholdige spiser - inklusiv sodavand - bør indskrænkes mest muligt. Karameller bør undgås, da de klæber til tænderne og giver en langvarig sukkerpåvirkning. Chips og lignende er heller ikke godt, da resterne bliver siddende mellem tænderne i lang tid.
Det er utrolig vigtigt, at tandplejer eller tandlæge måler tandkødslommernes dybde ved hver hver regelmæssige undersøgelse. Hvor ofte skal man så have denne? De fleste mennesker kan nøjes med et årligt tandeftersyn, men det er op til tandlægen at vurdere, om der er behov for hyppigere eftersyn. Har man for eksempel det mindste tegn på parodontose er det nødvendigt med hyppigere eftersyn - måske tre til fire gange om året, afhængig af tandlægens skøn.