Apopleksiens skjulte handicaps

Lammelser er ofte det eneste synlige handicap efter en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Men ofte må de tusinder, som i første omgang har været så heldige at overleve en apopleksi, kæmpe med en eller flere andre usynlige handicaps.

Lammelserne efter en apopleksi kan være svære nok at leve med. At være bundet til en kørestol eller være afhængig af andres hjælp til for eksempel at vaske sig eller spise er aldrig nemt. Men omgivelserne kan trods alt se, at man er handicappet. Men når det gælder mennesker, der har overlevet en hjerneblødning eller blodprop i hjernen , er lammelserne som regel ikke det eneste handicap, de må kæmpe med i dagligdagen.

Ofte er konsekvensen også et eller flere usynlige handicaps, som for eksempel demens , depressioner , epilepsi , afasi og træthed. Alt sammen handicaps, der har stor betydning for den enkeltes livskvalitet. Derfor er det også af afgørende betydning for behandlingen af og hjælpen til den apopleksiramte, at alle faggrupper i sundhedsvæsenet og hjemmeplejen er opmærksomme på de usynlige følgevirkninger af en apopleksi.

Demens

Tre måneder efter en apopleksi er omkring en tredjedel af de ramte blevet demente i en eller anden grad. De rammes af såkaldt vaskulær demens, som skyldes mange små blodpropper i hjernen. Demens rammer blandt andet hukommelse, koncentration, sprog, og orienteringsevne, og sygdommen kan føre til adfærdsforstyrrelser, personlighedsændringer og ændringer af følelseslivet. Udviklingen af sygdommen kan stoppes med blodfortyndende medicin. Er årsagen til apopleksien for højt blodtryk, kan blodtrykssænkende medicin desuden nedsætte risikoen for at udvikle demens. Desuden er risikoen for nye blodpropper højere, hvis man ryger. Ny medicin mod Alzheimers demens ser nu også ud til at virke på patienter, der har vaskulær demens.

Depression

Mellem en tredjedel og halvdelen af alle apopleksipatienter rammes af depressioner. En af årsagerne er den psykiske reaktion på, at man pludseligt er ramt af alvorlig sygdom, og at man selv og ens familie er bragt i en meget alvorlig situation, som især i begyndelsen kan se helt håbløs ud. En anden årsag til depressionerne er kemiske ændringer i hjernen, som følge af blodproppen eller hjerneblødningen. Den psykiske reaktion kan aftage i takt med, at man lidt efter lidt får det bedre. Men de kemiske ændringer i hjernen ændrer sig ikke. Man vil blive ved med at være deprimeret, medmindre man kommer i medicinsk behandling. Cirka halvdelen af depressionerne går over af sig selv. Resten bliver kroniske, hvis de ikke behandles med medicin.

Ukontrollabel gråd og latter

10-15 procent af apopleksipatienterne får pludseligt nemt til tårer og gråd. Af og til ser man også, at de får umotiverede latteranfald. Grådanfaldene kommer ofte uden grund og er meget generende for patienten, som føler sig meget pinligt berørt. De er nemlig ikke udtryk for, at man er ked af det, man har bare mistet evnen til at holde følelserne inde i sig selv. Også det handicap kan behandles med antidepressiv medicin.

Træthed

Stort set alle apopleksipatienter rammes af en træthed, der ofte kan være overvældende, og som kan vare ved i mange måneder, før den klinger af. Hos lidt over en tredjedel vil trætheden være permanent. De fleste apopleksipatienter må lære at leve med deres træthed. De har brug for deres nattesøvn og ofte også for et hvil midt på dagen.

Smerter

Smerter som følge af apopleksi ses hos otte til ni procent af de ramte. Smerterne skyldes, at smertecentrene i hjernen misfortolker kropslige sanseindtryk. Ofte føles berøring og temperaturskift ubehagelig. Smerterne kan være vanskelige at behandle, men der findes dog medicin, som har en dokumenteret effekt.

Epilepsi

Hver tiende apopleksipatient oplever krampeanfald. Nogle gange kommer krampeanfaldet inden for de første få dage efter apopleksien. Andre gange kan der gå flere måneder eller helt op til et år. I de fleste tilfælde bliver det ved det ene anfald. Kun tre procent af apopleksipatienterne får egentlig epilepsi. Risikoen for at få epilepsi afhænger af, hvor alvorlig apopleksien har ramt. Man skal kun have behandling, hvis man får mere end et anfald. Sædvanligvis er det let at behandle epilepsi efter apopleksi.

Afasi

En tredjedel af apopleksipatienterne rammes af afasi, det vil sige problemer med at tale eller forstå. Jo lettere afasien er, desto bedre er chancerne for, at man kommer sig. Cirka halvdelen af de afasiramte kommer sig fuldstændigt. Det er vigtigt at begynde talepædagogisk træning så tidligt som muligt – helst fra første dag.

Manglende sygdomserkendelse

En del apopleksipatienter erkender ikke, at de har fået en lammelse. Andre kan godt erkende lammelsen, men bagatelliserer den. Problemet er, at de derfor ikke er motiverede for at gå i gang med genoptræningen. Heldigvis genvindes sygdomserkendelsen hen ad vejen for de flestes vedkommende. Mange vil dog til stadighed have en tilbøjelighed til mere eller mindre at bagatellisere deres handicap.

Neglekt

Når man har neglekt, negligerer man sanseindtryk fra venstre side. Patienter med udtalt neglekt bemærker ikke berøringer af venstre arm og ben, selvom følesansen er helt normal. De bemærker heller ikke synsindtryk, der kommer fra venstre side, selvom synet er helt normalt. Neglekt ses ofte sammen med manglende sygdomserkendelse, hvilket ofte kan gøre det meget vanskeligt for patienten at erkende egne begrænsninger - eksempelvis evnen til at køre bil. Neglekt er mest udtalt i de første dage og uger efter apopleksien. Herefter forsvinder det hos en del. Hos nogle bliver neglekt imidlertid permanent.

Apraksi

Apraksi er forstyrrelse af formålsrettede bevægelser. Patienten kan eksempelvis ikke tage en kop og sætte den op til munden, selvom han ikke har lammelser. Apraksi ses hos cirka otte procent af apopleksipatienterne og ses således hyppigt sammen med afasi. Apraksien klinger gerne af i løbet af de første uger, og fænomenet synes ikke på længere sigt at påvirke patientens evne til at fungere i dagligdagen.

Synssvækkelse

Hos en tredjedel af alle, der rammes af apopleksi, vil synet blive svækket. Synssvækkelsen fortager sig hyppigt i løbet af de første uger og måneder, men halvdelen af de ramte må imødese permanent synssvækkelse i en eller anden grad. Synssvækkelsen rammer sædvanligvis kun en del af synsfeltet, således at det kun er i højre eller i venstre side af synsfeltet, man ser dårligt. Man skal være opmærksom på, at synssvækkelsen sædvanligvis rammer begge øjne, således at det er synsfelterne til højre henholdsvis venstre der rammes på begge øjne.

Vandladning

Næsten halvdelen af alle med apopleksi har problemer med vandladningen i de første uger efter apopleksien. Nogle får problemer med at holde på vandet, andre får problemer med at komme af med det. Sædvanligvis genvinder de fleste dog kontrollen over vandladningen. Det er kun hos de hårdest ramte, man oplever blivende problemer med at kontrollere vandladningen.

Sidst opdateret: 22.08.2014