Hvorfor skal man tape sin ankel efter en skade?
Der er to gode grunde til at tape sin ankel under genoptræningen efter en ankelskade. Tapen skal hjælpe med at stabilisere ankelleddet og aflaste det underliggende væv. Samtidig er tapen med til at stimulere vævet til at sende nogle signaler fra ankelområdet via nervesystemet op til hjernen, således at hjernen kan registrere i hvilken position, man har sin ankel. Dette gør hjernen nemlig normalt og styringen af vores ankler foregår per refleks.
En normal ledkapsel og ledbånd indeholder små nerveceller, som sender signaler op gennem nervesystemet, der bidrager til styringen af leddet. Når ledbånd eller ledkapsel ødelægges, forsvinder mange af disse signaler (i hvert fald midlertidigt). Det er bl.a. disse signaler som gendannes i forbindelse med balance og styrketræning efter en skade. Ved tapening af foden, vil trækket fra tapen stimulere sanseceller i huden, som derefter sender signaler videre op i nervesystemet. Dette er med til at kompensere for de signaler, som er faldet bort på grund af skaden. Derfor bliver det også nemmere at styre ankelleddet og undgå, at foden igen bevæges ud i farlige yderstillinger.
En såkaldt elastisk tape, som f.eks. kinesiotape er god til at stimulere dannelsen af signaler fra anklen til hjernen. Men, hvis man skal være meget aktiv og skal have en direkte stabiliserende tape, skal man anvende en uelastisk tape.
Svækker det ikke foden at blive tapet?
Nej, tværtimod. Som nævnt, får kroppen lettere ved at styre leddet, så funktionen i foden bliver bedre. Genoptræningsperioden bliver derfor også kortere, end hvis man havde undladt brug af tape. Tape skal selvfølgelig ikke bruges til evig tid, men kun så længe at foden føles ustabil, og når den er blevet smertefri.
Sådan taper du foden
- Huden rengøres.
- Benet barberes, hvis man har mange hår.
- Man bruger almindelig bred, uelastisk sportstape, som kan fås på apoteket, hos materialister og i de fleste sportsforretninger.
Der findes flere forskellige måder at tape en ankel på. I langt de fleste tilfælde vil man forsøge at efterligne ledkapslens normale funktion. En sådan tape er forholdsvis nem at lægge. Netdoktor har lavet en vejledning, som kan ses her:
Hold foden i normalstilling, det vil sige den stilling, som den ville være i, hvis man stod ret op og ned. I denne position fylder muskulaturen mest, derved undgår man, at der kommer stramning fra tapen under brug.
Læg gerne et 'anker' (ikke vist på billederne nedenfor), som er et stykke tape, der går næsten hele vejen rundt om anklen. Tape hæfter bedre på tape end på hud, og ankeret giver en base for de næste tapestykker.
![]() |
![]() |
---|---|
----- |
![]() |
![]() |
---|---|
----- |
![]() |
![]() |
---|---|
----- |
![]() |
---|
Tapening af knæ
Tape kan også med fordel benyttes i forbindelse med mindre knæskader, blandt andet til at holde knæskallen på plads eller for at aflaste ledbånd. Der findes mange forskellige typer knæskader, og der findes derfor ligeså utallige måder at tape på. Det er vigtigt, at man rådfører sig med en læge eller fysioterapeut, om, hvorledes knæet tapes hensigtsmæssigt i den givne situation.