Hej Netdoktor.
Jeg er en mand på 34, jeg har altid været glad for alkohol og altid fået en fyraftensøl siden jeg var 17: Fest hver weekend og drikke sig fuld, indtil jeg fik kone og børn i en alder af 25, så blev det bare til flere fyraftensøl og vin til maden.
Til alle festlige lejligheder med familie kunne jeg sagtens drikke 1 flaske vin og 5 øl uden man kunne mærke det på mig. Jeg prøvede at gøre det så diskret som mulig og gerne lidt i smug, men de sidste 5 år har jeg drukket mere end nogensinde før. Når klokken blev 16, blev den første øl åbnet, og kunne nemt drikke 10 øl mens jeg gik og arbejdede her hjemme.
Jo flere jeg drak jo mere energi og lyst til at arbejde fik jeg, og når det så blev fredag så fik den fuld gas. Når jeg så vågnede om lørdagen med ondt i hovedet, så gik jeg og drak øl i smug hele dagen for at få det bedre. Jeg kunne sagtens drikke 30-40 genstande sådan en weekend!.
Men så for 6 måneder siden besluttede jeg mig for at skære kraftig ned, for at få noget mere energi og få udrettet noget mere, men synes ikke det er tilfældet. Jeg drikker slet ikke mere i hverdagene, men jeg er ikke blevet mere frisk tværtimod, jeg har ingen energi og gider ingenting?
Jeg vil gerne kunne drikke som andre mennesker, som for eksempel hvis vi nu har gæster med øl og vin til maden, men hvis bare jeg drikker så meget som en øl, så bliver jeg fuldstændig træt og har lyst til at gå i seng. Så mit spørgsmål er; hvad er der galt med mig, kommer jeg aldrig til at kunne drikke mere?
Det skal også lige siges, at jeg nogle gange døjer med ondt i ryggen, hvor jeg har taget Ipren for at afhjælpe smerterne.
Håber virkelig i kan svare på mit spørgsmål. Tak.
Mvh
En spørger
Dreng/mand, 34 år, 183 cm, 90 Kg
Kære spørger:
Tak for din mail i hvilken du fortæller om et accellererende forbrug af alkohol over ca. 17 år kulminerende med et forbrug på 3-40 genstande på en weekend og "reparations-øl" om lørdagen efter at du havde drukket meget om fredagen.
For 6 mdr siden tog du imidlertid en klog beslutning da du besluttede dig for at skære kraftigt ned. Du undrer dig over, at du ikke er blevet mere frisk men tværtimod ingenting gider.
Når man har drukket så meget alkohol i så mange år, ja, så tager det lang tid for kroppen at komme sig. En del mennesker, der drikker så meget, udvikler vitamin-mangel, så det ville være en god ide hvis du begyndte at spise multi-vitamin. Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du vejer 90 kg og er 183 cm høj. Det giver dig et BMI på knap 27, hvilket betyder, at du faktisk er overvægtig. Du kunne med fordel tabe 10 kg - det ville nok i sig selv give dig mere energi. Der er mange kalorier i alkohol, så nu hvor du drikker meget sparsomt, burde det være muligt for dig at tabe dig. Jeg ved ikke, om du dyrker motion, men det bør du gøre, både aht din vægt, men også fordi motion er en helt eminent måde at få mere energi på.
Endvidere kan jeg se, at du tager Ipren. Mere end 10% af patienter i behandling med Ipren oplever træthed, så det kan også være medvirkende. Ændringer i stofskiftet kan også udløse træthed ligesom en lang række fysiske sygdomme kan. Du kunne jo evt. få kontrolleret nogle blodprøver via din praktiserende læge.
På spørgsmålet om du aldrig komme til at kunne drikke "normalt" vil jeg anbefale flg.: Du er 34 år så du skal statistisk set leve mange år endnu og det er vanskeligt at udtale sig om, du kan drikke normalt om 40 år. Imidlertid bør du være helt afholdende i hvert fald 2 år inden du overhovedet begynder blot at tænke på at drikke alkohol. Du fortæller jo selv, at hvis du drikker blot en enkelt øl på nuværende tidspunkt, så bliver du så umanerlig træt at du blot har lyst til at gå i seng. Det illustrerer jo egentligt meget godt, at din krop er færdig med at drikke, synes du ikke?
Held og lykke med din nye tilværelse som tørlagt og med vægttab - jeg håber, at energien kommer tilbage .
Med venlig hilsen
Hans Mørch
Speciallæge i psykiatri.
Sidst opdateret: 12.08.2019