Hej hos NetDoktor!
Jeg har i flere år oplevet, at jeg efter et måltid, godt og vel 20 minutter til 3 timer efter kan “kaste maden op” igen ufordøjet. Det generer mig, da jeg kan mærke, at det vil op igen. Jeg kan gøre det af flere omgange, og nogle gange må jeg ud og “tømme” det på badeværelset, fordi det generer så meget.
Min kæreste synes det er pænt ulækkert, men jeg ved ikke, hvad det skyldes? Hvad kan det evt. være og hvorfor? Har læst noget om udposning, men det skulle ikke være for dem i min alder?
Mvh. En fortvivlet pige
Pige/kvinde, 19 år, 163 cm, 56 Kg
Kære spørger
Når der er tale om opkastninger af ufordøjet mad også op til 3 timer efter, at du har spist, kunne noget tyde på, at maden ikke er nået helt ned til mavesækken. Så snart maden nemlig når her til, vil mavesafterne begynde at findele maden.
Det kunne være, at spiserøret ikke helt fungerer som det skal dvs. nerve/muskelcellerne kan ikke føre maden ordentlig ned i mavesækken. Lukkemusklen mellem spiserøret og mavesækken kan ikke slappe ordentlig af. Resultatet over tid vil blive, at spiserøret bliver stærkt udvidet. Denne lidelse hedder achalasia, men er relativt sjælden.
Du bør derfor i første omgang undersøges med en kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm. Man vil også her kunne se, om der foreligger spiserørsbrok, katar, forsnævringer etc. Det er muligt, at det skal følges op med en røntgenundersøgelse og en såkaldt trykmåling.
Behandlingen vil naturligt rette sig efter, hvad man måtte finde som årsag.
Hvis ikke der findes en forklaring af denne vej, må der tænkes i psykiske baner.
Venlig hilsen
Dennis Raahave
dr.med., ph.d.
Speciallæge i kirurgi og mave-tarmsygdomme
Sidst opdateret: 01.11.2018