Annonce

Udposninger i tarmen og analsex.

Spørgsmål

Kære Netdoktor

I januar måned fik jeg stærke smerter i underlivet og fandt ud af at jeg havde betændte udposninger på tarmen. Efter nogle måneder fik jeg lavet en kikkertundersøgelse og er alt er som det skal være.

Ind i mellem kan jeg mærke lidt "murren" i tarmene, specielt hvis jeg har noget jeg skal ud med. Så kan jeg godt have lidt ubehag. Ellers har jeg ingen gener af det og ingen smerter.

Mit spørgsmål går på analsex og brug af anallegetøj. Skal man holde sig fra det når man har disse udposninger eller kan man fortsat lege med anallegetøj og have analsex ?

Venlig hilsen

En spørger.

Pige/kvinde, 32 år, 162 cm, 85 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære spørger

Dine oplysninger strider lidt mod hinanden. En kikkertundersøgelse af tyktarmen har vist, at alt er som det skal være, skriver du, men det kan jo ikke være helt normalt, hvis der er tale om udposninger. De ses i kikkertinstrumentet som små åbninger i tarmvæggen. På lægesprog hedder de divertikler. De kommer oftest, når man bliver ældre, så det er lidt usædvanligt at du allerede skulle have dem nu. De forekommer mest i venstre side af tyktarmen, og man mener, de skyldes et for højt tryk i tarmen, måske som led i en eller anden form for forstoppelse. Mange mennesker har dem, uden at det giver dem nogen gener. De kan dog blive betændte, og i meget sjældne tilfælde briste, som vil kræve en akut operation.

Til daglig bør man sørge for, at afføringen er let og ubesværet med fiberrig-fedtfattig kost (kostrådene) og drikke rigeligt med væske og få megen motion. Et afføringsmiddel kan også blive nødvendigt.

Udposningerne er således ikke knyttet til endetarmen eller anus. Der foreligger selvsagt ikke nogen undersøgelser i relation til dit spørgsmål, men jeg tror ikke, at analsex vil have nogen skadelig indflydelse.

Venlig hilsen

Dennis Raahave

Dr.med., ph.d.

Speciallæge i kirurgi og mave-tarmsygdomme

Sidst opdateret: 03.06.2018

Annonce