Brevkasse

Spørgsmål   Samliv

Spørgsmål: Min kone vil ikke dyrke sex med mig mere!

Hej

Jeg har haft nogle problemer med min kones sexlyst. I starten af vores forhold har der været meget sex og hun tog tit initiativ til at søge det selv hos mig men efter 6-7 måneder i forholdet begyndte det, at aftage med hendes lyst. Hun holdte mere eller mindre op med at tage initiativet og jeg begyndte at spørge hende omkring hvad vi kunne prøve for at få gnisten op igen. Hun har afvist adskillige forslag jeg har kommet med. Vores sex blev skåret fra 1-2 gange om ugen til 1 gang om ugen, 1-2 gange om måneden og helt til nu hvor det sker 1 gang hver anden måned. Jeg har skulle komme med flere hentydninger til min lyst stadig er der selv efter vi har haft sex.

Min lyst til sex har været “normalt” i starten af forholdet men da hun stoppede med at tage initiativ eller ligge op til sex, så begyndte jeg at mistænke lidt om der er noget i mig selv der gør hun ikke har det store lyst.

Jeg begyndte at stille spørgsmålstegn på mig selv og min selvtillid blev nedskåret merkant og jeg er fuldt ud ærlig overfor hende og fortæller hende om det mindste ting jeg har lyst til at prøve med hende men afviser mig gang på gang eller slet ikke reagerer på det.

Vi har haft mange snakke og ligefrem diskussioner omkring emnet, hvor det er mig der bringer emnet op for hende. Hvert gang lukker hun ned og svarer minimalt, hvis ikke nærmere tavs på mine spørgsmål.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre på det område. Jeg har forsøgt at ignorerer min lyst over for hende for at se om hun selv begynder at indse problemet men får ingen forskel på hendes adfærd omkring lyst.

Hun siger selv at hun bliver ked af det og får dårlig samvittighed over det når jeg bringer det op.

Jeg har sagt til hende sidste diskussion at jeg ligesågodt kan holde min mund omkring min lyst til hende. Hun ved min lyst er der men når hun ikke kan tage snakken alvorligt nok er jeg bange for der ikke sker ændring i forholdet.

Når hun spørger om hvorfor jeg er så stille eller ikke ligner mig selv, så er jeg begyndt at svarer hende at alt er okay og alt er perfekt. Jeg bliver jo nød til at holde mig lidt tilbage med at bringe emnet op hvert anden dag for at give hende pusterum.

Hun vil have at jeg skal være glad og det er det hun savner ved mig men det er svært for mig at holde noget af det tilbage når det fylder så meget på mig.

Alt det jeg har skrevet oven for ved hun godt men når hun vælger at ignorerer det hele eller ikke tager handling, så er jeg i bare bund.

Jeg vil derfor vide hvad du kan hjælpe mig med.

Mvh.

Svar:

Kære spørger

Tak for dit spørgsmål, som jeg ved mange kan nikke genkendende til. Faktisk svarer mere end halvdelen af heteroseksuelle mænd, at de oftere har lyst til sex end deres partner.

Den dynamik du beskriver, der er kommet mellem jer, er også meget genkendelig og det er ofte et sårbart emne der kan skabe grobund for frustration og misforståelser. Selv det at tale om det kan virke uoverskueligt, da man ikke vil såre den anden og måske ikke selv ved, hvorfor tingene har udviklet sig som de har.

For at give dig et svar på, hvad der kan være i spil og mulige løsninger, må vi først se på hvordan lyst og sex kan forstås - ellers risikerer man som par at tro man taler om det samme, på trods af man har forskellige forståelser af ordene.

Lyst kan ses som den ingrediens der gives sex en lækker "smag". For uden lyst vil mange af de elementer, der kan indgå i sex, kunne opleves som ulækre - spyt, sæd, kropsvæsker, sved, dufte osv.

Det er også vigtigt at reflektere over, at man kan have lyst på forskellige måder og til forskellige ting. For eksempel om det er en lyst til intimitet eller seksualitet, for hvor går græsen? Lyst er desuden et kontinuum fremfor et tænd/sluk fænomen, dvs. lysten kan stige og falde kontinuerligt.

Sidst men ikke mindst kan lyst opdeles i en spontan og en receptiv lyst. Den spontane opstår ud af det blå, mens den receptive, som flere kvinder kan genkende sig i, først opbygges undervejs og altså ikke altid er tilstede fra start.

Det andet ord, sex, tager vi måske endnu mere for givet end lyst. De fleste forbinder uden at vide det sex med 4 velkendte faser; forspil, samleje/stimulation af kønsorganer, orgasme og til slut afslapning - med lyst som den hemmelige ingrediens, der sætter og holder det hele i gang. Flere mænd kan genkende sig i dette klassiske sex-script og de fleste par følger det stort set altid, fordi de simpelthen ikke kender nogen alternativer. Når man spørger hvorfor folk har sex, er svaret langtfra kun fordi det føles godt, men også at det giver intimitet og nærhed, følelsesmæssig forbindelse og at det er en måde at udtrykke kærlighed på.

Uden at jeg kan sige det med sikkerhed, kan det som er sket i jeres forhold være, at din partner ikke ikke altid har haft lyst til ovennævnte sex-script. Hvis hun i en periode alligevel har haft sex, kan det have medvirket til, at hendes lyst og mod på overhovedet at være intim, begynder at dale og så begynder hun at undgå selv forspillet. For hvis man altid tænker, at man skal alle faserne igennem, kan selv små tilnærmelser virker uoverskuelige.

Hvis din partner samtidig har en mere receptiv lyst, vil hun til en start, når du tager initiativ og nok allerede har lyst, slet ikke oplevet drivet til at begynder at være intime. Der kan altså være både en tankemæssig, følelsesmæssig og en lystmæssig barriere.

For at finde hinanden igen bliver man derfor ofte nødt til at redefinere, hvad sex er og gøre op med det klassiske sex-script. Ikke fordi man aldrig må bevæge sig igennem faserne liniært, men hvis det er den eneste måde man er intime på, ender det ofte der, hvor den ene trækker sig og den anden står frustreret og uforstående tilbage. Senere kan den frustrerede part, som du også beskriver det, begynde at trække sig følelsesmæssigt. Det kræver altså en indsats fra begge parter at nærme sig hinanden igen og et første skridt vil ofte være, at eksperimentere med intimitet, der ikke har fokus på at nå nogen steder hen.

Eksempler herpå kunne være at aftale intimite stunder, der i en periode ikke indebærer hverken samleje eller klimaks, men blot berøring af hinanden. Senere kan man så åbne op for flere muligheder, men stadig med den tilgang, at der ikke er et specifikt mål med samværet og at det er ok, at sige til og fra undervejs. En kendt analogi er ikke at tænke forret, hovedret og så dessert, men derimod tapas, hvor der er mange variationer i smage og rækkefølger.

Jeg forventer ikke, at dette skriv i sig selv vil løse de udfordringer i står med, da det kan det være svært selv at begynde denne nye samværsform. I sexologiens verden vil man ofte bruge det, som hedder sensualitetstræning til at instruere et par i, hvordan de kan begynde at finde hinanden igen. En god sexolog vil kunne vejlede jer heri.

Det kræver selvfølgelig, at I begge er et sted i jeres liv, hvor I har mod og overskud til at arbejde med jeres samliv. Hvis en af jer fx tidligere har været udsat for overgreb, er stresset aktuelt eller kæmper med fysiske eller psykiske udfordringer, er det måske ikke tidspunktet at gå i samlivsterapi på, men bedre først at få den fornødne hjælp.

Til slut vil jeg nævne, at jeg har mange gode erfaringer med, at par der begynder til sexolog sammen fortæller, at de er blevet klogere på sig selv og hinanden. Ved at sætte en streg i sandet og bevæge sig ud i ukendt territorium sammen ender det, der startede som et problem således med, at være det, der åbner døren til en ny og mere tilfredsstillende intimitet/seksualitet.

I lyder som et par der er glade for hinanden og vil hinanden det bedste, hvilket er et godt udgangspunkt.

Jeg håber, at I kan bruge ovenstående som et første skridt på vejen til et nyt kapitel i jeres forhold.

Venlig hilsen

Mikkel Marquardsen, læge og specialist i sexologisk rådgivning


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Min kæreste er depressiv og destruktiv, men lægen vil ikke hjælpe. Hvad gør vi?

2028-11-20 | 00:00

Jeg er i tvivl om jeg er en pige eller en dreng.

2027-12-20 | 00:00

Kondylomer under graviditet- er det gammel smitte eller har min mand været utro?

2026-02-20 | 00:00

Findes der piller der øger kvindens sexlyst?

2025-03-8 | 00:00

Kan hun have smittet mig med klamydia?

2025-03-8 | 00:00

Rejsningsproblemer

2024-10-30 | 20:14

Fortrydelsespiller

2024-11-10 | 12:58

Stram forhud

2024-06-29 | 20:27

Klamydia

2024-10-2 | 20:29

Ingen orgasme, kvinde

2024-06-11 | 22:30

Sen eller manglende sædafgang

2024-09-11 | 10:43

Svamp i skeden

2024-09-1 | 16:24

Følsom glans

2024-08-2 | 16:58

Svært ved at komme

2024-08-7 | 09:44

Forhudsforsnævring i en sen alder

2024-04-21 | 10:26


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.