Spørgsmål:
Jeg er en pige på 13 år, som har et virkelig irriterende problem. De seneste par måneder har der været noget gennemsigtigt stads i mine trusser. Det er forskelligt, hvor meget der er, men der er noget hver dag. Det lugter også, og det går mig virkelig på. Skal jeg gå til lægen eller tale med nogen om det? Jeg vil bare helst have det til at stoppe. Håber, I kan hjælpe mig.
Svar:
Ud fra det, du beskriver, lyder det som udflåd. Det er ganske normalt. Det udskilles fra skeden og er mælkehvidt eller klart. Mængden af udflåd kan variere fra kvinde til kvinde. Når udflåd kommer i kontakt med ilt bliver det gulligt. Det skal ikke klø i skeden eller gøre ondt. Udflåd skal heller ikke lugte. Ved ildelugtende udflåd kan der være risiko for betændelse. Du bør nok lade en læge undersøge dig, eftersom du beskriver, at udflåddet lugter.
Venlig hilsen
Alexandra Gheorghe, læge