OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Jeg er en pige på 30 år, som tidligere har lidt af depression, som jeg fik behandling (Zoloft) for. Jeg kom vel over den, og det hele gik fint. Nu er min situation sådan, at jeg er bekymret for, om jeg er på vej derud igen eller om det bare er almindelig utilfredshed med mit job, det er lidt svært at bedømme.
Sagen er den, at for et år siden blev jeg fyret fra mit dejlige job og har så haft forskellige vikariater det sidste års tid. Nu har jeg så fundet "drømmejobbet" og har været her et par måneder, men har fundet ud af, at det bare slet ikke er mig. Her er dårlig stemning og tingene fungerer ikke.
Jeg er gået fra at være en super glad pige til at være sur og tvær, har ikke lyst til at gå på arbejde om morgenen og græder bare jeg ser en reklame i fjernsynet. Har ikke engang energi til at dyrke sport, som jeg ellers altid har gjort, men ligger hellere på sofaen når jeg kommer hjem. Mener I, at det er en depr. der er på vej, eller bare almindelig utilfredshed med jobbet? Jeg har meget svært ved at skelne.
Kære spørger
Du peger på et problem, som mange, der har haft en depression, kan nikke genkendende til. Man kan blive så usikker på sine egne følelser, at det kan være svært at skelne mellem berettiget utilfredshed med sit job og så et tilbagefald. Situationen kan yderligere blive svær at rede ud, fordi det behøver jo ikke at være enten eller. Det kunne jo også være være begge dele der er på spil!
Ud fra de oplysninger du giver i dit brev, kan jeg reelt ikke sige om det er det ene eller det andet. Men du kunne prøve at læse symptomerne igennem, som du kan finde på disse sider. Hvis du kender til flere af dem, kunne det tale for en depression. Det kan også være en ide at spørge en person, der kender dig, til råds. Måske har en nær ven eller nogen i din familie allerede overvejet om der var noget galt med dig? Evt din egen læge?
Mange mennesker, der har haft flere depressioner, lærer efterhånden sygdommens første symptomer som den viser sig med netop for dem. Mange kan fx ud fra hvordan de sover eller rettere ikke kan sove om natten, blive advaret om at depressionen er på vej. Men det kræver selvfølgelig, at man har prøvet det nogle gange, så man bliver klog på sin egen sygdom.
Venlig hilsen
Poul Videbech, Psykiater
Sidst opdateret: 04.02.2004