OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Jeg er meget deprimeret og har nogle uhyggelige tanker, altså tvangstanker, som jeg plager mig selv med. Jeg har ellers alt hvad man kan ønske sig, en dejlig mand, skønt barn, skøn bolig, godt job, gode familieforhold osv. (Har dog mistet min mor for tre år siden, som jeg var meget tæt knyttet til).
Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig får sådan nogle tanker, og det er de tanker der gør mig deprimeret, for det er noget som jeg godt kan se er helt uvirkeligt, og at jeg aldrig kunne finde på at udføre i virkligheden. Aldrig. Men som sagt så har jeg jo et godt liv, og det er som om at jeg "skal finde på noget at plage mig selv med"....lyder helt absurd. Men jeg ville være verdens mest lykkelige menneske, og er det også det meste af tiden, undtagen i disse "sorte perioder". Har jeg en depression eller hvad sker der?
Håber I har et bud. Har holdt lidt igen med at kontakte en professionel, da jeg inderst inde håber, at jeg ikke har brug for dette! Men overvejer det, da jeg lige nu synes at "det" forhindrer mig i at være lykkelig, da jeg jo har alt hvad man kan ønske sig.
Kære spørger
Det er ikke så mange oplysninger du giver i dit brev, men jeg skal forsøge at svare med forbehold.
Du skriver du lider af tvangstanker. Desværre giver du ingen eksempler på, hvad du forstår ved tvangstanker, så jeg kan ikke vide, hvad det egentlig går ud på. MEN tvangstanker kan opstå som sig selv eller som led i en depression. Begge dele kan behandles og man bliver rask igen!
Du kan læse mere om det her på Netdoktor i artiklen "Tvangssymptomer og tvangslidelse (OCD)". Om man skal behandles afhænger af hvor meget det påvirker ens hverdag. Tankerne kan også svinge i intensitet, alt efter hvor stresset man er. Hvis du lider under dine tanker eller de forhindrer dig i at fungere i dagligdagen synes jeg bestemt, du skal søge hjælp. Psykologer og psykiatere, der kan kognitiv terapi kan hjælpe dig, evt. kan medicin af SSRI typen være en god ide, til de sværere tilfælde, hvor terapi alene ikke er nok. Man skal - hvis man skal have medicin - være opmærksom på at der ofte skal bruges større doser end i depressionsbehandlingen og at der kan gå længere tid inden det hjælper. Nogle gange 2-3 måneder.
Venlig hilsen
Poul Videbech, Psykiater
Sidst opdateret: 19.01.2004