OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg har tænkt på at tage livet af mig selv!

Spørgsmål:

Jeg har tænkt på at tage livet af mig selv! Og da jeg ikke er så modig (hænge mig selv eller springe ud foran et tog), så mener jeg, at en overdosis PAMOL er det bedste!

Jeg er 51 år. Min kone har fundet en anden efter 28 års ægteskab. Vi har 2 børn - 2 piger. Den ældste er uddannet bibliotekar og bor i Aalborg, mens den yngste læser psykologi i Århus. De er henholdsvis 28 og 25 år. Jeg er arbejdsløs. I oktober 99 droppede jeg mit job, fordi tegnestuen flyttede fra Skive til Viborg, og jeg kunne slet ikke med de nye chefer. 14 dage efter blev jeg fyret i en lille suppe-steg-og-is trio, jeg havde spillet i i 8,5 år. Årsagen var ukendt. Jeg skulle bare ud!! Og nu vil min kone så skilles!!

Jeg synes ikke, jeg kan klare mere. Jeg er ved at gå i spåner og drikker mere, end hvad godt er (20 alm. øl om dagen). Og så er jeg begyndt at ryge igen efter at være holdt op i 1,5 år. For 2 år siden kom jeg på sygehuset, da jeg ikke kunne få luft i forbindelse med en influenza. Jeg fik konstateret Astmatisk-bronchitis med en lungekapacitet på 63%. Efter et halvt år stoppede jeg med rygningen ved hjælp af akupunktur, men er så startet igen nu!!

Af medicin får jeg Temesta, Truxal, Seroxat i moderate mængder. Temesta og Truxal (andre mærker før) har jeg fået siden 1973, hvor jeg fik en angstneurose. Angsten mærker jeg ikke til i dag på grund af disse piller og har kunnet fungere fint indtil det med konen. Og så med jobbet!

Jeg synes ikke, der er megen hjælp at finde fra familie og venner, og egentlig psykolog-hjælp har jeg ikke råd til. Det koster jo 600 kr. i timen. Jeg er ved at gå helt i spåner - opløsning - og synes, jeg er et skvat, når jeg ikke kan tackle sådan en situation!! Efter en urolig nats søvn vågner jeg badet i sved!!

Min kone og jeg bor stadig sammen. Hun er dagplejemor og kan derfor ikke flytte. Vi snakker pænt sammen, og hun er osse god ved mig (trods alt!!), så der er ikke noget med skænderier eller politi. Jeg kan bare ikke mere......................

Jeg har stadig følelser for hende. Var hun så bare en dum kælling, så havde det hele været nemmere, men det er hun ikke!

Svar:

Jeg har læst dit brev og blev meget berørt af det. Jeg ved ikke, om jeg kan gøre noget for at forhindre, at du begår selvmord. Måske har du allerede besluttet dig og venter kun på en anledning i forbindelse med, at du har drukket og i så fald kan det være, at skridtet er lillebitte. På den anden side, siden du skriver, som du gør, tror jeg også, at der er en del af dig, som ønsker at leve og som ønsker at få hjælp. Måske kan jeg tale til den del af dig.

Jeg har oplevet det så mange gange før: kendt patienter, som pludselig synes, at nu bliver det hele for meget og som så tager livet af sig selv. En del gange har jeg også oplevet, at forsøget mislykkedes, og de kom i behandling. Da de var kommet ud på den anden side af krisen, var de lykkelige for, at det gik, som det gik. Jeg ved ikke, om du tør tro på, at det er en mulighed. Jeg har også oplevet mange pårørende til deprimerede patienter, som tog livet af sig selv og oplevede den sorg, vrede og afmagtsfølelse, som de efterladte har, og som de aldrig nogensinde kommer fuldstændigt over. De vil til evig tid plages af savnet efter dig samt af spekulationer om, hvorvidt de kunne have gjort noget for at forhindre det.

Når man tidligere har haft psykiske problemer som angst og lignende er det utroligt almindeligt, at man reagerer med depression og dermed med selvmordstanker på de problemer, som du beskriver. Jeg tror også, at du har en ganske betydelig vrede mod din kone, selv om du stadig elsker hende, men det er den vrede over at blive svigtet, som du ikke kan håndtere og som så truer med at udslette dig selv. Som sagt er jeg overbevist om, at du kan få hjælp, og at du kan komme over denne krise, og samtidig vil du give dine børn (og din kone) den kosteligste gave, nemlig at de ikke skal leve videre med bevidstheden om dit selvmord. Hvis du stadigvæk læser dette, kan jeg måske alligevel nå dig, fordi du inderst inde gerne vil leve og mens du har den følelse i dig, synes jeg, at du skal sørge for at få hjælp. Henvend dig på den nærmeste psykiatriske afdeling og bed om hjælp.

I Århus har vi et Center for Selvmordsforebyggelse, som netop er beregnet til at hjælpe mennesker i samme situation som dig, jeg ved ikke, om der findes noget tilsvarende, dér hvor du bor. Måske tænker du, at dette jo ikke vil bringe din kone tilbage, og det har du måske ret i. På den anden side: det, du kan vinde ved det, er at lære at få hjælp til at komme i gennem denne krise og finde nyt indhold i dit liv. Jeg ved, at det kan lade sig gøre - tør du tror på det?

Med venlig hilsen

Poul Videbech

Overlæge

Sidst opdateret: 14.06.2000