OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Depression og spiseforstyrrelse

Spørgsmål:

Efter ca. 14 års med spiseforstyrrelser søger jeg hjælp - og erkender mit problem. De sidste 3 år var problemerne blevet fysisk alvorlige idet anorexien havde udviklet sig meget slemt og havde tæret på min krop og ressourcer.

Jeg nu har været i behandling i ca. 1½ år, og jeg ved da at det går fremad, selvom det går MEGET langsomt. Specielt mht. vægten har jeg svært ved at give slip.

Mit spørgsmål går nu i en lidt anden retning. Jeg har fået ny psykiater som har meget erfaring i behandling af anorexi / spiseforstyrrelser. Hun fortalte mig at jeg havde en depression! Det var nyt for mig og jeg er lidt forvirret. Hvordan kan jeg/hun skelne anorexien og depressionen - som jo har mange fælles symptomer?

I bagspejlet kan jeg se at jeg har været extrem nedtrykt og uden selvtillid. Føler ikke jeg er noget værd og at jeg intet kan. Men er det anorexien der jo også giver lavt selvværd - eller skal jeg virkelig i medicinsk behandling, som jeg er RET skeptisk overfor?? På den anden side ville jeg ønske mig et liv fyldt med glæde og gode oplevelser jeg kan tage del i.

(Selvfølgelig gør min anorexi også at jeg tænker på medicinsk bivirkning i form af vægtøgning. Er nogle præperater værre end andre? )

Håber på svar da jeg synes det er svært pludselig at acceptere en ny sygdom nu da jeg er blevet så åben omkring anorexien.

Mvh Krebsen

Svar:

Kære Krebs

Jeg synes det er flot at du er kommet så langt i erkendelsen af din egen sygdom. Det er dejligt at det går fremad, selvom det tager tid.

Det er meget almindeligt at anorexi og bulimi ledsages af depression. Det kan skyldes flere ting. Når man er svært syg af anorexi eller bulimi, kan håbløsheden nogen gange brede sig til en egentlig depression. Tilsvarende kan en patient med sukkersyge også blive rigtigt deprimeret (ikke bare ked af det) over de begrænsninger som sygdommen lægger på hans livsudfoldelse. Så må man selvfølgelig behandle depressionen medicinsk og/eller psykoterapeutisk.

Min erfaring er at spiseforstyrrelse samtidig med depression er svær at behandle med psykoterapi alene, selvom det kan lade sig gøre. Hvis depressionen er bare nogenlunde svær, mener jeg imidlertid ikke man kommer uden om den medicinske behandling.

Man kan også tænke sig at de grundlæggende personlighedstræk, som betinger spiseforstyrrelsen, det vil sige perfektionisme og angst for at slippe kontrollen over sin genstridige krop og dens behov, kan gøre én ekstra sårbar overfor depressionssygdommen.

Det mærkelige er at SSRI-præparater (det nogen journalister med et dårligt navn kalder lykkepiller) hjælper på både depression og nedsætter hyppigheden af ædeflip ved bulimi. Måske ses der ved begge sygdomme forstyrrelser i serotoninstofskiftet i hjernen.

Med hensyn til bivirkninger ved medicinen er disse meget forskellige alt efter hvilket præparat man vælger. Snak med din psykiater om dette, for det kræver nøje individuel rådgivning.

Med venlig hilsen

Poul Videbech

Psykiater

Sidst opdateret: 13.10.2000