OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg ønsker at ende livet!

Spørgsmål:

Kære NetDoktor,

Ja, undskyld jeg skriver, men ved ellers ikke hvor jeg skal gå hen.

Jeg har ikke lyst til livet. Jeg føler mig træt, uoplagt, doven, ligeglad og trist. Jeg kan tude over ingenting, og ønsker ofte bare at spise en masse piller og sove ind. Om natten kan jeg ikke sove, ligger og tænker på alle de ting, som jeg burde have nået. Jeg føler mig værdiløs og i vejen. Den seneste tid har jeg proppet mig med alt muligt forskelligt mad for derefter, at tage afføringsmiddel. Jeg føler mig grim og ekstremt fed. Jeg har taget de 10 kg. på, som jeg ellers lige havde tabt, og nu er mine forældre så skuffede over mig.

Min mor er psykisk syg med depressioner, så jeg tør ikke snakke med hende om mine føleleser, for så får hun det sikkert endnu værre. Og veninderne kommer altid til mig, så jeg føler ikke, at de vil tro, at stærke mig i virkeligheden ikke ønsker livet mere... Jeg er jo den dygtige og kloge, som får høje karakterer og kan klare alt, ik? Det tror alle og enhver.

Ved ikke hvilket svar jeg forventer, måske bare et råb om en eller anden form for hjælp inden jeg for alvor ender dette rædsomme liv.

Undskyld den tid jeg har taget. Håber ikke at jeg lyder alt for sindsyg... Men det er måske meget almindeligt at føle sådan om vinteren? Eller???

Mvh mig

Svar:

Kære Spørger,

Du har en masse symptomer på en depression: du har mistet din livslyst, og har ikke lyst til noget som helst. Du græder meget, du er træt men kan ikke sove om natten. Du propper dig med mad og har taget 10 kg. på. Det har bare gjort dit selvværd endnu dårligere. Du har også tanker om at dø.

Der er ikke tvivl om at du har brug for hjælp. Dels til at få styr på din situation lige nu, men det er også meget almindeligt, at børn af psykisk syge forældre selv har psykiske problemer. Det kan skyldes mange ting, men bl.a., at de ofte ikke har fået lov til at være børn ret længe, mens de var det. De har ofte skulle være forældre for deres forældre: fx. skulle hjælpe deres

mor eller far, når hun eller han har været ude af stand til at klare sig selv. Måske har du skullet holde øje med hende, når hun har haft det dårligt, for at hun ikke skulle forgifte sig selv. Eller ringe efter falck, hvis hun virkelig tog en overdosis osv osv. Det giver også meget skamfuldhed overfor ens kammerater, når mor eller far er psykisk syg.

Alt dette kan forpeste ens barndom, og påvirke ens liv senere, så man kan have god brug for, at få det bearbejdet evt. sammen med andre, der har prøvet det samme. Det kan lindre utroligt og lære én en masse om, hvordan man kommer

videre i sit liv.

Jeg synes du hurtigst muligt skal kontakte din egen læge og fortælle ham det du har skrevet hertil. Han vil kunne rådgive dig med evt. behandling af din

depression, hvis det er sådan een der plager dig. Husk du kan blive rask igen, du behøver ikke have det sådan!

På længere sigt - når du har fået det noget bedre - synes jeg du skal tage kontakt til SINDs pårørenderådgivning. De kan fortælle dig om der findes grupper af børn til psykisk syge i netop din hjemby.

Jeg er helt sikker på, at du vil opleve det som en befrielse, hvis du tager dig sammen til at komme med i sådan en gruppe.

Men altså først skal du have gjort noget ved din situation her og nu! Hvis dine selvmordstanker er slemme eller bliver værre, så skal du henvende dig på den nærmeste psykiatriske skadestue. Du kan ofte komme der døgnet rundt, afhængig af hvor du bor henne.

Venlig hilsen

Poul Videbech

Psykiater

Sidst opdateret: 20.01.2004