OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvorfor går mine forhold til mænd altid i stykker?

Spørgsmål:

Så er det sket igen - jeg er endnu engang blevet single.

Jeg er en pige på 25 år, sund, rask og velfungerende mener jeg selv, men jeg føler, jeg kører rundt i en ond cirkel. Hver gang jeg starter et nyt forhold med en mand, ender det med, at han ikke er klar til at binde sig eller er bange for et fast forhold af den ene eller anden grund.

Jeg føler ikke selv, jeg lægger for meget pres på ham (ikke denne gang i hvert fald), hvor vi har haft det meget frit - det vil sige ses en gang eller to om ugen. Jeg er heller ikke en dominerende type, der vil styre alt, nok snarere den der føjer sig og finder sig i lidt for meget måske. Alligevel mislykkes det for mig hver gang, hvor overbærende og hensynstagende jeg end er.

Jeg føler mig ubrugelig, mislykket og intet værd. Min baggrund er en kernefamilie med en tre år ældre søster, men med forældre, der i perioder har været meget fraværende. Men jeg føler selv, jeg har haft en rolig og god barndom. Nu går jeg på universitetet på 4. år, og det går godt. Jeg har fine venner og et godt socialt liv, så jeg kan ikke forstå hvor det går galt!?

Mine veninder siger, at det er min egen skyld, jeg finder jo altid de forkerte mænd. På trods af at de mænd jeg har mødt, har været meget forskellige, kan jeg godt se noget rigtigt i det, de siger. Det er sikkert ikke tilfældigt, at det sker HVER gang, at mine kærester får kolde fødder. Jeg er måske dårlig til at sortere fra.

Jeg er meget ked af det, og kan ikke forstå hvad det er, jeg gør galt, eller hvad der går galt. Jeg håber I vil tage jer tid til at hjælpe mig, hvis I kan, det vil jeg være meget taknemmelig for.

Svar:

Du er 25 år, sund rask og velfungerende og går på universitetet på 4. år. Du har med andre ord et liv mange unge på din alder ville misunde dig. Det betyder ikke, at du ikke kan være ulykkelig, som du skriver, når din kæreste ikke vil binde sig og er bange for et fast forhold. Men hvorfor synes du, at det skal være et fast forhold, det lyder da meget ideelt, at I ses en eller to gange om ugen.

Du føler dig mislykket, ubrugelig og intet værd.Jeg gætter på, at her er kernen i dit problem med mændene. Du synes, at du bliver mere værd, hvis du har en mand, som elsker dig så højt, at han vil leve sammen med dig. Men det er ikke rigtig, du skal føle dig elskværdig, ligemeget om du har en mand, eller du er alene. Den, der er god til at leve alene, er god til at leve i par. Det betyder, at man hviler i sig selv og ikke har brug for hele tiden at blive bekræftet i, at man er god nok. Det bedste, du kan gøre for dig selv, er at finde et kursus i personlig udvikling og finde ud af, at du har meget at være glad for - og også blive glad for dig selv.

Du skriver, at du har haft en rolig og god barndom, men at dine forældre i perioder var meget fraværende, måske skulle du tale lidt med din mor, så du kan få bekræftet, at hun holder af dig, og på den måde stive dit selvværd af. Jeg synes, du skal sige til din nuværende kæreste, hvis du stadigvæk er glad for ham, at det er i orden for dig, at I har et forhold, hvor I ses et par gange om ugen. Måske skal forholdet blot have tid til at vokse.

Med venlig hilsen

Karen Zimsen

Sidst opdateret: 04.07.2000