OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg spiller ofte glad overfor andre, men er det ikke - hvad gør jeg?

Spørgsmål:

Jeg er en sund ung mand på 24 år. Jeg bor sammen med min kæreste og min lille datter.

Følgende ord kan beskrive min person: Tit træt, sjældent glad, sommetider nervøs, indadvendt, få gode venner, sommetider aggressiv, ubeslutsom, perfektionist, får det dårligt ved nederlag, let ved at få dårlig samvittighed, god far, god forsørger, god i skolen, dårligt socialliv, middel/dårligt sexliv og har det bedst, hvis jeg er alene. Jeg spiller ofte, overfor andre, stolt, glad og en person med masser af selvtillid, MEN indvendig er/har jeg det ikke. Jeg føler også, at andre ikke har respekt for mig.

Jeg har aldrig været den stille generte type, der i klasselokalet har siddet henne i hjørnet og gemt mig. Tværtimod, men jeg har ALDRIG været den snaksalige type. Jeg "siger ikke meget".

Jeg elsker mine forældre, og jeg er opvokset med en 5 år ældre bror, og en søster, der er yngre end mig. Vi brødre bor ikke længere under samme tag. Disse ord om min bror: Han er dominerende, har masser af selvtillid, god i skolen, doven, har et dårligt socialliv, har ingen kæreste haft, kan være voldsom/voldelig (dog sjældent), har ingen samvittighed og er ligeglad med andre end sig selv. Jeg mener også, at han er en psykopat.

Jeg har et "politi-lignende" arbejde, der gør, at jeg har megen publikums-kontakt, skal løse andres konflikter, og til daglig skal "ordre" rundt med andre. Mit problem, er, at jeg kan blive meget nervøs/usikker, f.eks. når jeg bare snakker med andre. Og når det sker, mister jeg ofte "kontrollen" over det, jeg siger (blander ord sammen eller siger et eller andet dumt). Jeg har det bedst, hvis jeg kun skal snakke med én person. Da er det intet problem, og jeg føler, at jeg har styr på "problemet". Jeg føler også, at når jeg snakker med flere andre, må jeg hele tiden minde mig om problemet, og at jeg konstant må holde styr på det.

Jeg kan også nemt blive nervøs, hvis jeg f.eks. møder en uventet person i supermarkedet. Jeg bliver nervøs, fordi jeg føler, at jeg ikke har noget at sige. Jeg siger måske noget, men er nervøs og føler, at vedkommende synes, at jeg er "dum".Til tider får jeg en følelse af at ville græde (f.eks. ved en sørgelig film, sørgelig sang mm.). MEN gør det ikke. Jeg kan bare føle følelsen i kroppen.Jeg kan ikke lide min person. Hvordan kan jeg få respekt for mig selv. Det vil sikkert løse mange af mine problemer...

2-årig.

Svar:

Kære 2-årige.

Du skriver under "kategori": angst, depression og psykiske problemer. Det er nok rigtig, at du er bange, nemlig bange for ikke at slå til, men du beskriver ikke "angst", det er for mig noget andet. Du har heller ikke en depression, så vidt jeg kan skønne udfra dine ord, men du er ikke glad for dig selv eller for dit liv.

Det, jeg først fik indtryk af, var, at du er noget umoden, men det er jo ikke så mærkeligt, når jeg ser på din alder. Du er nok kommet lidt vel hurtig i gang med dit liv med både kæreste og barn. Du havde nok haft godt af at prøve lidt mere af livet, inden du bandt dig.

Mon din dominerende 5 år ældre bror har holdt dig nede, da du boede sammen med ham? Du skriver, at han har masser af selvtillid, var god i skolen og doven. Heller ikke han har et godt socialliv og har ingen kæreste haft. Det er værre, at han er voldelig og ingen samvittighed har, du mener, at han er psykopat. Igen er det hans alder, han er kun 29 år, og også han skal blive mere voksen, før prædikatet psykopat skal sættes på ham.

Det kan være, at din usikkerhed også stammer fra, at du er midterbarnet. Midterbarnet føler sig tit i klemme mellem den lille og den store, fordi det i barndommen har oplevet, at når noget var morsomt, så var det for lille, men, når noget praktisk skulle gøres var man som midterbarn stor nok. Prøv på biblioteket at få fat i "Forstå dit ophav og bliv fri" af Oluf Martensen-Larsen og Kirsten Sørrig. Den er fra 1991. Måske kan du gennem den få en forståelse af dig selv. Jeg synes også, at du skal forsøge at finde frem til et kursus i gestaltterapi. Nu ved jeg desværre ikke, hvor du bor, men ring til Universitetet i Ålborg og spørg, hvor du kan komme på sådan et kursus. Din kæreste og din lille pige er ikke tjent med, at du ikke er glad, disse år, hvor du skulle nyde at være far og kæreste og være ung, med mange år foran dig, er synd at forspilde, de kommer aldrig igen. Jeg ved ikke, om det kan trøste dig, at mange unge mennesker har det ligesom dig i en periode af deres liv - de har et eksistentielt problem - hvilket betyder, sagt lidt firkantet, at man ikke synes, ens liv er meningsfuldt. Men det er dit jo, nu du har et barn.

Venlig hilsen

Karen Zimsen

Sidst opdateret: 29.09.2000