OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg er en ung pige, som har et dejligt liv, god kæreste og skøn famile. Jeg går på HF og klarer mig godt. Jeg har dog i fire måneder haft det rigtig skidt. Har følt det samme for fem år siden. Jeg er nedtrykt, træt og ked af det. Det har taget til i styrke og den seneste uge har jeg bare kunnet græde og græde hver dag helt uden grund. Det gør så ondt inden i!
Min læge har ikke været god til at lytte og tror, at det er simple humørsvingninger, så nu er jeg stoppet med at tage novynette p-piller efter hendes rådgivning. Men jeg føler ikke, at dette blot er humørsvingninger. Jeg tror jeg er svært deprimeret. Jeg har også oplevet tvangstanker, som bliver mere hyppige. De første ubehageligheder startede med en drøm, jeg havde om en person, som skar sig selv i håndleddet. Denne drøm blev siddende i mig, så jeg af og til så den for mit indre blik. Det var yderst ubehageligt. Jeg vil understrege, at jeg INTET ønske har om at udføre en sådan handling. Disse tanker blev senere afløst af tanker og billeder for mit indre blik, af at min famile og venner kommer ud for en ulykke! Dette gjorde mig så bange, at jeg fik angstanfald, kvalme og rystede over hele kroppen og græd meget.
Den seneste ubehagelige tanke, kommer af et tv program om en kannibal. Det skræmte mig så dybt, at billedet af ham stadig sidder i mit hoved. Jeg ved, at jeg skal være kritisk med, hvad jeg ser i fjernsynet, da det påvirker mig meget. Jeg har en ide om, at jeg er ved at blive sindsyg og miste forstanden. Så voldsom depression og tvangstanker kan da ikke udløses af p-piller vel? Hvor jeg skal hendvende mig for hjælp?
Med venlig hilsen en spørger
Kære spørger
Du har det da rigtig skidt. Udfra din beskrivelse har du humørsvingninger og angst. Det er en kendt sag, at angst og depression går hånd i hånd. Beskrivelser af depression kan du finde en del af på netdoktor.dk. Angst kan iklæde sig mange forskellige forklædninger, bl.a. forklæde sig som tvangstanker og tvangshandlinger. Din beskrivelse af dine tanker lyder faktisk lidt tvangspræget. Derudover beskriver du jo tydelig angst.
Angst er jo en følelse, altså en sjælelig tilstand der ledsages af en række fysiske symptomer, fx hjertebanken, sveden springer, mundtørhed, nervøs mave, svimmelhed, flimren for øjnene og susen for ørerne. Dette er helt normale ledsagesymptomer til angst men betyder altså ikke, at du er ved at miste forstanden, blive psykotisk eller falde død om. Angst er ubehageligt, men man dør ikke af det. (Prøv evt. at læse bogen "Trange rum og åbne pladser" af forfatterne Berge og Repål).
Heldigvis kan depression behandles, og når depressionen letter, så aftager angsten som regel også. Derudover findes der forskellige medikamenter til behandling af angst. Du kunne evt. opsøge din praktiserende læge igen og bede om noget angstdæmpende samt en henvisning til en privatpraktiserende speciallæge i psykiatri mhp. behandling af såvel depression som angst. For så vidt angår angstdæmpende medicin skal du være opmærksom på, at en del af medikamenterne kan være vanedannende, hvorimod andre ikke er vanedannende. Med ønsket om god bedring.
Med venlig hilsen
Hans Mørch
Speciallæge i psykiatri
Sidst opdateret: 24.10.2007