Er det stress eller har jeg en depression?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har været elev ved et handelsfirma siden august, og har de sidste par måneder altid forladt kontoret ved fyraften, med en meget tung fornemmelse i hovedet, og føler mig helt udkørt fysisk og psysisk med alt det ansvar og det pres jeg så tydeligt kan mærke på mine skuldre hver dag. Jeg orker intet når jeg kommer hjem, andet end at lave mig et så nemt som muligt aftensmåltid, og så ellers lægge mig på sofaen og spise selvom jeg er mæt, og går så i seng ved otte-ni tiden i hverdagene. Jeg har intet overskud til at ses med vennerne i hverdagen, jeg kan ikke engang overskue min egen opvask. Jeg har altid været en pige der tænkte meget over tingene, og inden jeg skal sove kører tankerne rundt i hovedet på mig, oftest alle de dårlige oplevelser og har så meget svært ved at falde i søvn de fleste gange. Jeg vil meget gerne have et bud på om jeg er ved at få stress grundet det store arbejdspres der påfalder mig på jobbet, eller om det er en depression, eller om der måske slet ikke er noget i kan sætte en finger på?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære spørger

Du fortæller, at du er træt, mangler overskud, går tidligt i seng men har svært ved at sove og orker meget lidt. Du spørger, om du måske er deprimeret eller om tilstanden er udløst af belastninger på jobbet. For at svare på dit spørgsmål mangler jeg imidlertid lidt info om du føler dig trist og depressiv. Depression er jo en sindslidelse, hvor kernesymptomet er tristhed. Du har formentligt surfet lidt rundt på netdoktor.dk og set anden info og svar på andre spørgsmål om depression og dermed orienteret dig i nogle af de øvrige symptomer der kan optræde ved depression. Jeg kan ikke svare helt klart på dit spørgsmål om tilstanden skyldes stress eller depression - eller måske lidt af begge dele. Imidlertid kan jeg da give dig et par gode råd:

Forsøg at holde dig til en 37-timers arbejdsuge og lad være med at arbejde over, når du har det som nu. Lad være med at gå i seng allerede kl 20-21 - det er nok ikke så underligt at du har svært ved at falde i søvn, når du går i seng så tidligt. Vent med at gå i seng til senere og planlæg så din sengetid så du får 8 timers søvn hver nat, og gennemfør dette mønster alle dage - også i weekenderne. Sørg for at spise hyppigt, f.eks. hver 2.-3. time for derved at holde dit blodsukker stabilt. Lad være med at overspise og spis ikke lige inden du skal i seng. Dyrk motion regelmæssigt, d.v.s. min. 3 gange om ugen. Dette vil formentligt give dig en god kropslighed og fornemmelse for din egen krop. Endvidere vil du nok opnå, at din krop trættes på en naturlig måde, så du herved kommer til at sove bedre. Dyrk omgang med venner og familie - det lyder som om, at du trænger til at få noget andet at tænke på end forholdene på jobbet. Skær ned på alkohol-forbruget - det trykker humøret på lang sigt.

Før dagbog. I dagbogen skal du give dit humør karakter, skrive hvor mange timer du har sovet, om du har oplevet angst og om der er sket noget usædvanligt. Dette vil hjælpe dig til at identificere evt. udløsende faktorer der påvirker din nattesøvn eller dit humør og du vil kunne se om dit humør ændres over en længere periode. Du kunne også overveje, at bestille tid til din praktiserende læge, så hun kan hjælpe dig med at afgøre, om du har en depression eller om du har stress - eller måske lidt af begge dele. Held og lykke med det, og god bedring.

Med venlig hilsen

Hans Mørch

Speciallæge i psykiatri

Sidst opdateret: 08.04.2008