OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg har fået betændelse under en tidligere rodbehandlet kindtand i undermunden. Efter at tandlægen flere gange har haft tanden åbnet renset og lukket har jeg stadig ondt og har nu også fået konstateret betændelse under en anden kindtand i overmunden. For at undgå endnu en rodbehandling og udtrækning af tanden i undermunden, har en del behandlere anbefalet mig at forsøge mig med en kur af kallorid sølv i en konsentration på 3-5 pmm. 1tsk 3-4/dlg. Jeg har på nettet læst at stoffet er genemprøvet gennem mange hundrede år og har undergået videnskabelige test som middel mod bl.a. virus og bakterier i bl.a. USA. Hvad er jeres viden om stoffet og kan i anbefale mig kuren?
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
Tak for dit spørgsmål da jeg jo godt kan forstå, at du gerne vil undgå flere rodbehandlinger mv. Men jeg må skuffe dig med hensyn alternativ behandling af den art du nævner. Faktisk kender jeg overhovedet ikke til "kallorid sølv" og der findes ihvertfald ingen videnskabelige undersøgelser i "anerkendte" tidsskrifter med stoffet til behandling af rodbetændelse, hvorfor jeg ikke kan anbefale den til dig.
Der er således ingen anden udvej end at du får rodbehandlet din tand i overkæben på helt traditionel vis, hvor de ophobede bakterier i rodkanalen renses helt ud - det er det primære formål med en rodbehandling, sekundært at få forseglet rodkanalen således at evt. resterende bakterier forbliver lukket inde i kanalen. Jeg ved ikke "hvor hårdt angrebet" din tand i undermunden er, men det er ikke så sjældent at en almindelig rodbehandling ikke er tilstrækkelig. Her kan det være nødvendigt at få foretaget et operativt indgreb, hvor man lukker op ind til rodspidsen/spidserne - og når rodkanalerne er åbne vil man samtidig kunne rodbehandle tanden mere præcist end på vanlig vis. Held og lykke!
Med venlig hilsen
Anne Pedersen,
Specialtandlæge, dr. odont
Sidst opdateret: 24.02.2009