Kære netdoktor
Efter at have taget lykkepiller i 10 år, besluttede jeg mig for at trappe ud af dem (Zoloft) for omkring tre måneder siden, da jeg generelt har det rigtig godt. Min læge sagde, at jeg bare kunne gå ned på halv dosis i 14 dage (altså fra 100 mg til 50 mg dagligt) og så slutte. Dette turde jeg dog ikke, da jeg for mange år siden har prøvet at trappe for hurtigt ud.
Derfor lavede jeg min egen opskrift på tre måneders udtrapning; 75 mg i en måned, 50 mg i en måned og til sidst 25 mg i en måned. Få dage efter jeg tog de sidste 25 mg, har jeg virkelig haft det elendigt! Jeg har de sidste tre uger lidt af ekstreme svimmelhedsanfald , kvalme og opkast , hovedpine , mangel på appetit og generel utilpashed. Jeg har været ved min læge tre gange, men hun kan ikke se, at der skulle være noget galt. Nu slår det mig bare, om det virkelig kan være udtrapning af Zoloft, der har så stor indflydelse på min krop? Og hvis ja - hvornår går det så over? Min tilstand er virkelig uudholdelig!
Der er dage, hvor jeg ikke kan gå på arbejde på grund af kvalme og svimmelhed.
På forhånd tusind tak for jeres svar.
Hilsen en spørger.
Kære spørger
Tak for din mail, hvori du fortæller om din udtrapning af "lykkepiller", her Sertralin (Zoloft). Du er udtrappet over tre måneder fra 100mg til nul. Efter at have sluppet medicinen, har du så døjet med svimmelhed og kvalme i tre uger. Du har lavet en god plan for udtrapningen af medicin, og jeg forstår da også, at du er kommet ud af den medicinske behandling, uden at sygdommen er vendt tilbage - og tillykke med det.
Når man ophører med behandlingen, kan man opleve det der benævnes "seponeringssymptomer" . Det føles lidt som at have influenza og kan blandt andet inkludere kvalme og svimmelhed, så jeg tror næsten, at det er forklaringen på dine symptomer. Det plejer at gå væk af sig selv, men jeg kan da bestemt godt forstå, at du synes, det er længe at skulle døje med det. Du har jo helt fornuftigt været hos din praktiserende læge med henblik på at finde ud af, om du kunne fejle noget andet, og det gør du så heldigvis ikke.
Min bedste vurdering er, at du skal se tiden an de næste 2-3 uger. Til den tid vil symptomerne være aftaget i væsentlig grad - og forhåbentligt helt være forsvundet. Jeg går ud fra, at du har tjekket, om du skulle være gravid ?
Held og lykke med det - og god bedring.
Med venlig hilsen
Hans Mørch,
speciallæge i psykiatri
Sidst opdateret: 20.11.2028