Lider jeg af socialfobi?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

For fem år siden havde jeg en depression , som varede i to-tre måneder. Jeg modtog ikke behandling og fik da også tilbagefald senere. Under depressionen følte jeg mig ikke elsket derhjemme af min familie og følte, at der var forskelsbehandling på mig og min lillesøster. Derudover havde jeg ingen venner i skolen.

Alt dette har gjort mig usikker, og nu går jeg på gymnasiet, hvor der er et stort pres på mig med lektier og afleveringer. Jeg føler ikke, at det jeg ved er godt nok, og når jeg skal op til tavlen og forklare noget, eller vi skal fremlægge, går jeg i panik. Jeg får hjertebanken, og har mest af alt bare lyst til at forlade lokalet, og lade gruppen i stikken (har to gange pjækket fra en time for at slippe for en fremlæggelse).

Forleden dag i en kemitimen var jeg oppe ved tavlen, og hele vejen derop skulle jeg sige til mig selv "slap af, det skal nok gå, bare stille og roligt". Dette til trods kunne jeg mærke tårerne presse mere og mere på. Da jeg så stod deroppe, havde jeg svært ved at få ordene frem og troede ikke på det, som jeg sagde, selvom det var rigtig.

Bagefter havde jeg ikke den "yes"-følelse, som plejer at få. I stedet var jeg sønderknust, og hvis det ikke var ford,i jeg sad inde i klassen, var jeg begyndt at græde.

Det værste er nok, at jeg, ifølge de andre elever, er en af de bedste til kemi - og alligevel kan jeg ikke gå op til tavlen. I perioder kan jeg også være bange for at spise inde i klassen, og om det jeg siger er acceptabelt, eller om det lyder dumt. Er dette angst, jeg oplever her? Jeg har læst om angst og socialfobi, og synes jeg kan genkende mange af tingene.

Med venlig hilsen

En spørger

Svar

Kære spørger

Tak for din mail. Ja, du stiller jo næsten selv diagnosen. Jeg tror, at du lider af socialfobi.

Raben Rosenberg er professor i psykiatri og har skrevet om diagnosticeringen og behandlingen af netop socialfobi , og det kan du læse mere om .

Det er vigtigt, at du ikke giver fortabt, men at du holder fast i at blive ved med at være sammen med andre mennesker, gå op til tavlen og fremlægger, spiser sammen med- og i det hele taget er sammen med andre mennesker.

Hvis du isolerer dig eller pjækker fra timerne for at undgå at fremlægge, så vil du tænke "jeg klarede det kun fordi jeg isolerede mig/pjækkede". Dette er fastholdende og bestyrker dine tanker om, at angsten er styrende for dig, fremfor at du styrer angsten.

Du skal altså blive ved med at fremlægge og være sammen med de andre fra din klasse - også selvom det fremkalder angst. På den måde vil du nemlig indse, at du godt kan være sammen med de andre eller stå ved tavlen, selvom du har angst.

Angsten går over bagefter, men så vil du vide, at du gjorde dette og hint på trods af angsten - så er det pludselig dig som styrer angsten og ikke omvendt.

Jeg ved godt, at det er hårdt, men det er altså en del af det at komme ud af angsten.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Hans Mørch,

speciallæge i psykiatri

Sidst opdateret: 16.04.2013