Min mor får blærebetændelse af at have fast kateter. Er et RIK kateter et godt alternativt?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Min mor har fået en hjerneskade og fik i den forbindelse på hospitalet anlagt et kateter (på grund af tvivl om, hvorvidt hun kunne styre vandladningen.)

I løbet af en periode på to måneder har det tre gange været årsag til urinvejsinfektioner , hvor hospitalslægen én af gangene så sig nødsaget til at ordinere antibiotika, som (også) ville skade min mors nyre. Dette blev dog standset af en læge (mikrobiolog), der sagde, at det skulle min mor selv kunne slå ned.

Disse infektioner dræner de sidste kræfter hos min mor, så der ikke er noget overskud til nogen form for genoptræning og dermed ikke udsigt til et liv med nogen form for indhold. Derfor gik hospitalet i stedet over til at ”rikke” min mor, hvilket også så ud til at være meget bedre uden nye infektioner. (Et RIK kateter er et alternativ til et kateter, der ligger i blæren hele tiden. Patienter med behov for at "rikke" bliver oplært i at opføre et engangskateter i urinrøret for at tømme blæren for urin, red.)

På den kommunale genoptræningsafdeling min mor efterfølgende kom til, sagde personalet, at min mor oplever ”rikningen” som et overgreb og, at det vil give lige så mange urinvejsinfektioner som kateteret. Derfor har de, i samråd med min mors læge, genetableret kateteret.

Dette har efter en uge resulteret i en ny infektion. Jeg har læst på nettet, at ”rikning” er at foretrække frem for kateter - specialtilfælde undtaget.

Det som min mors læge siger er, at ”i praksis”, hvor der er ikke kan udføres ”selvrikning”, da giver ”rikningen” lige så hyppig infektion som et kateter. Er der hold i det? Er der alternativer?

Min mor er 88 år, men lad være med at tage denne oplysning som et statistisk parameter. Før sin hjerneskade var hun fysisk og mental frisk.

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Lad mig først svare dig generelt:

Hvis man har et permanent kateter i blæren, er det 100 % sikkert, at man efter tre-fire uger har bakterier i urinen. Som hovedregel skal man være meget tilbageholdende med at behandle på disse bakterier, fordi der uvægerligt bliver ved med at komme bakterier så længe, der ligger et kateter. HVIS man føler sig tvunget til at behandle, skal det være fordi patienten får feber eller på anden måde bliver syg af betændelsen. I så fald skal man ikke bare behandle med antibiotika men også skifte kateteret. På et blærekateter dannes en ”film” af bakterier. Denne ”film” bidrager til straks at gendanne bakterier i urinen efter antibiotikabehandling .

Mens det således er 100 % sikkert at få bakterier i urinen ved fast kateter, bliver samme risiko nedsat til cirka 5 % hos de mennesker, der kan gennemføre at foretage selvkateterisation – såkaldt RIK (Ren Intermitterende Kateterisering). Det gør principielt ingen forskel, om personen (patienten) selv foretager RIK eller om proceduren udføres af andre. Med andre ord er argumentet om, at der er lige så stor risiko for infektion ved RIK som ved fast kateter, ganske enkelt forkert.

Det kunne være interessant at få oplyst, hvorfor din mor i det hele taget skal have tømt sin blære ved kateterisering? Du skriver, at hun fik en hjerneskade, men det er jo et vidt begreb. Oftest vil det hos en patient i den alder dreje sig om en blodprop eller en hjerneblødning. Da vi sjældent véd sikkert, om det er det ene eller det andet, anvendes som et samlebegreb ” apoplexi ”. Den skade, der forvoldes i hjernen, er stort set den samme uanset, om det er blødning eller blodprop, derfor dækker apoplexi det hele.

Hos mange patienter kan en apoplexi lige i starten medføre, at patienten ikke kan komme af med vandet. Efter lidt længere tid ændrer mønstret sig til det præcist modsatte: Patienten kan ikke holde på vandet, fordi den normale styring af blæren standser. Sådanne patienter får meget pludseligt trang til at tisse (det ”kommer som et lynnedslag”) og kan oftest ikke holdes tilbage indtil de kommer på toilettet.

Efter min mening sker det alt for ofte, at ”man” i ovennævnte tilfælde anlægger et blærekateter. Selvfølgelig kan der være situationer, hvor det er mest hensigtsmæssigt at anlægge et sådant kateter, for eksempel hvis den syge samtidig har brækket et ben. Man kan så kalde det et ”bekvemmelighedskateter”. I det nævnte tilfælde er det en bekvemmelighed for patienten, men meget ofte har jeg oplevet, at kateteret fungerer som en bekvemmelighed for personalet – så slipper de for hele tiden at skulle skifte patienten.

Hvis noget af det ovenstående passer på din mor, synes jeg, man skal overveje at lade hende slippe for blæretømning ved RIK og absolut helst for fast kateter og i stedet udstyre hende med ble. Et dedikeret personale bør kunne eksperimentere sig frem til hvilken ble, der passer din mor bedst. Udvalget af bleer er stort. Derudover bør hendes læge prøve med blæredæmpende medicin. Det kan igen kræve lidt eksperimenter at finde netop den medicin, der hjælper din mor bedst, men det er jo ikke en undskyldning for ikke at prøve!

Som du sikkert kan læse mellem linjerne, er jeg langt hen ad vejen stor modstander af faste katetre. Desværre deler din mor skæbne med mange andre ældre patienter og patienter med følger af apoplexi.

Jeg håber, du kan bruge noget af ovennævnte konstruktivt til gavn for din mor.

Venlig hilsen

Poul Frimodt-Møller

Speciallæge i urologi.

Sidst opdateret: 09.12.2014