Annonce

Hvorfor kan jeg ikke længere tåle at drikke alkohol?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er en ung fyr på 24 år, der har festet meget og dermed også drukket godt igennem siden 18 års alderen. Jeg har aldrig haft et problem med alkohol, men for halvandet år siden begyndte min mave at blive enormt dårlig efter indtagelse af større mængder alkohol (og ikke bare dårlig som i lidt tømmermænd, men som i opkast, rystelser og virkeligt ondt i maven i over en uge efterfølgende.)

Jeg har været til læge og fået taget blodprøver og alt skulle være i orden. Jeg holdt op med at drikke i et halv år, rørte ikke en dråbe alkohol. Problemet er der dog stadig, og jeg kan kun drikke to-tre øl over en hel aften, hvis jeg ikke skal blive meget, meget syg og dårlig.

Jeg træner og er i fin form, og får ikke ondt i maven af træningen. Kan det passe, at jeg bare har "festet" for meget og maven nu siger stop?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Det er selvfølgelig lidt generende at føle sig udenfor, når andre skal til at have det lidt sjovt. I en lang årrække havde du ingen gener ved at drikke meget alkohol, men så begyndte du at få betydelige gener i form af rysten, opkast, ondt i maven i over en uge bagefter. Selv om du så har holdt op med at drikke i et halvt år, kan du kun tåle meget lidt alkohol for ikke at få det dårligt.

I mavesækken optages alkohol i blodet, hvor et enzym omdanner det til acetaldehyd. Det er et giftstof som giver kvalme, hovedpine, opkastninger og rødme. Imidlertid sørger et nyt enzym hurtigt for at omdanne acetaldehyd til harmløst acetat. Genetisk kan man mangle et eller begge enzymer eller der kan forekomme nedsat eller ophævet produktion at det sidste enzym, så du kun mærker den "giftige" virkning ved at indtage alkohol.

Betydelige mængder alkohol er skadelige for bugspytkirtlen, og man kan derfor ikke udelukke, at den kan have taget skade efter de ret mange år med mange fester. Det bør derfor undersøges nærmere med specifikke blodprøver for denne kirtel og samtidig leverfunktionen. Ligeledes bør der foretages en ultralydsundersøgelse af disse organer. Bugspytkirtlen producerer vigtige enzymer for fordøjelsen samt insulin.

Det er vigtigt for dig at få viden om disse organers tilstand, for at du kan forholde sig til, hvorledes du skal administrere alkohol i fremtiden.

Venlig hilsen

Dennis Raahave

Overlæge, dr.med, ph.d.

Speciallæge i mave-tarmsygdomme

Sidst opdateret: 17.08.2015




Annonce