Hvad er de røde knopper på venusbjerget?

Spørgsmål:

Hej Alexandra

Jeg er en pige på 13 år, der for nylig har opdaget, at jeg har nogle røde knopper på 'Venusbjerget'. Det ligner eksem, men det klør ikke. Jeg har ikke hår dernede, og jeg har ikke fået menstruation. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er, og det har været der i ca. fem dage, og er blevet værre. Det har ikke bredt sig over et større område, men er blevet rødere og der er kommet flere knopper. Hjælp mig tak!

Hilsen Tøsen

Svar:

Kære Tøsen

Selvom din beskrivelse samt placeringen af dine knopper er gode, er det svært at give et konkret svar, da jeg ikke har set dem. Men jeg gør mit bedste, for at give dig et godt svar.

Du skriver i din mail, at du ikke har hår dernede, og det går jeg ud fra heller ikke er på grund af, at du har barberet dig.

Hos en kvinde er de ydre kønslæber dækket af hud, svedkirtler, hårsække med hår, samt talgkirtler. Mange piger får knopper, når de intimbarberer sig eller vokser. Der går betændelse i hårsækkene og de knopper, der opstår, er røde og kan ligne helt almindelige bumser. Men igen går jeg ud fra, at det ikke er barbering, der forårsager de knopper hos dig.

Men ligesom på mange andre steder på kroppen kan der til trods for, at man ikke barberer sig, gå betændelse i hårsække og talgkirtler, ligesom der kan samle sig talg disse steder, og de kan blive på størrelse med en ært og få en gullig farve. Begge dele er helt ufarlige ting, men kan stadig være irriterende.

Hvis man barberer sig, skal man ikke være så ivrig, men holde god hygiejne og undgå alt, alt for stramt tøj.

Så findes der knopper, som man får, når man er seksuel aktiv og det kan være seksuelt overførte sygdomme, men det lader ikke til, at det er dit problem.

Som du kan læse, er det ret svært for mig at give dig et helt klart svar, men hvis du er bekymret kan du starte med at lade din mor se på dem eller få din egen læge eller en gynækolog til det.

Du skriver, at du har haft dem i fem dage. Prøv at give dem lidt ro og se om de ikke forsvinder af sig selv.

Venlig hilsen Alexandra Gheorghe, læge

Sidst opdateret: 03.03.2016