Hej Alexandra
Jeg er en pige på 13 år og jeg har to problemer, som jeg gerne vil have svar på.
1) Her på det seneste har jeg gået lidt med eyeliner og mascara, men når jeg tager det af, så klør det og svier og jeg bliver rød lige under øjnene. Det er første gang det sker. Jeg bruger også parfume og sådan en, der renser huden, og den er fra Clerasil og der er også parfume i den. Har jeg så parfumeallergi? Og skal jeg gå til lægen med det?
2) Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt til min mor, for hun vil ikke så gerne have, at jeg går med makeup til hverdag. Hun er netop bange for at jeg får parfumeallergi. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt, og jeg er bange for, at hun bliver sur på mig. Jeg tror, hun har på fornemmelsen, at jeg gør det, men hun har ikke sagt noget. Har du et forslag til, hvordan jeg kan sige det til min mor?
3) Jeg har meget mørke hår på mine ben. Til idræt prøver jeg altid at gemme mine ben, fordi man kan se hårene fra lang afstand. Og om sommeren går jeg aldrig med shorts, medmindre jeg har leggins inde under. Så; er det for tidligt for mig, at barbere ben? Der er ingen andre fra min klasse som gør det, så jeg er lidt bange for, hvad de vil synes om mig.
Jeg håber virkelig at du kan hjælpe mig.
Kære dig
Hvis du skulle være allergisk over for de indholdsstoffer i mascara og eyeliner, vil du ikke reagere med rødme, svie og kløe, når du fjerner de ting. Hvis du får den samme reaktion, når du har produkterne på, så kunne man mistænke, at du var allergisk over for mascara og eyeliner. Hvis du var det eller normalt er lidt følsom, kan man lige holde en pause med produktet eller skifte. Der findes mere skånsomme mascaraer og eyelinere på markedet, dog er de nok lidt dyrere, vil jeg tro, men man kan prøve sig frem. Men lige ud fra dit brev, så tror jeg ikke, du er allergisk over for din mascara og eyeliner. Du skriver, at det svier, klør og er rødt lige når du fjerner det. Nu kan jeg ikke se, hvordan du fjerner det, men om du gnubber hårdt, eller bruger en mindre ren klud til at fjerne det, kan man også få en reaktion på, som du gør. Prøv ganske forsigtigt med engangsbomuldpads. Det kan også være, at du har fået en allergisk reaktion på det produkt du bruger til at fjerne makeup med. Jeg vil blot råde dig til enten at holde en pause på nogle dage og starte igen, og se, om du får samme reaktion, og hvis du gør det, så vil jeg bytte produkt. Apoteket har produkter, der er effektive og skånsomme. Prøv dig frem. Om det er parfumen i dit renseprodukt, du er overfølsom overfor, er svært at sige, men jeg vil ikke tro, du har så svær parfumeallergi, når du ikke reagerer på din parfume. Jeg synes ikke der er nogen grund til at du skal til lægen på nuværende tidspunkt.
Jeg vil næsten garantere dig, at din mor allerede ved eller har på fornemmelsen, at du bruger mascara og eyeliner. Den fornemmelse du har om at hun måske ved det kommer ikke fra ingensteds. Måske skulle du bare stille og roligt fortælle, at du ved, at hun ikke bryder sig om, at du bruger det, men at det har du gjort, og hvis hun kun er bange for at du skal udvikle allergi, kan hun hjælpe dig med at vælge nogle mere skånsomme produkter.
At barbere ben er en opgave, der kommer til at strække sig over lang tid. Når man er startet med at barbere benene, skal dette vedligeholdes. Du skal bare huske, at når du starter på det, skal du regne med penge til barberblade eller hvad man nu vælger at fjerne hårene med, og så skal man gøre det med jævne mellemrum.
Mit råd til dig lige nu vil være at prøve mærke dig frem i løbet af sommeren.
Held og lykke.
Alexandra Gheorghe, læge
Sidst opdateret: 17.03.2016