Kære Netdoktor
Jeg får pludseligt en voldsom afføringstrang uden forvarsel og skal på toilettet straks med voldsom diarré. Det kan være en til to gange på en dag, men der kan også gå flere dage imellem.
Jeg har haft det i lille målestok i flere år, uden det har været et større problem for mig, men nu er det så slemt, at jeg knapt tør gå hjemmefra - Jeg skal i hvert fald have et toilet indenfor rækkevidde.
Jeg har fået kikkertundersøgelse af tyktarmen, der viste normale forhold, men med mange divertikler (udposninger op tyktarmen, red.). Derfor tager jeg HUSK to gange dagligt og drikker en halv liter vand hver gang. Det har jeg gjort i to måneder uden større effekt.
Jeg spiser også en del rå gulerødder, da jeg skal have mange små måltider, fordi min mave er blevet halveret på grund af operationen for spiserørskræft (for omtrent 10 år siden). Derudover spiser jeg almindelig mad, men drikker en del kaffe.
Min læge har ikke andre forslag end at spise HUSK. Jeg er ved at blive desperat over, at jeg i en alder af 70 år dårligt kan leve et socialt liv og komme hjemmefra.
Det går jo også ud over hele familien, at vi ikke kan komme på rejser og lignende.
Derfor er I mit sidste håb, og jeg vil inderligt ønske, at I vil beskæftige jer med mit store problem.
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Du beskriver, at du pludselig skal have afføring, som er tynd, en til to gange om dagen, men der kan også gå dage imellem. Spørgsmålet er her, om du da har normal afføring eller slet ingen afføring. Imidlertid kan denne måde at have afføring på så ikke betegnes som egentlig diarré, hvor der konstant er tynde afføringer ofte mange gange i døgnet hver dag.
Du skriver også, at det har stået på i en årrække, om end i mindre grad.
Den måde, vi danner normal afføring på, er i virkeligheden en meget kompliceret proces. De vigtigste faktorer er en høj indtagelse af kostfibre (rugbrød, grøntsager, frugt), væske og motion. I den vestlige verden er mange menneskers tarme for stillestående, hvad der fører til en ophobning, der modsat hvad mange tror også kan medføre tynde afføringer. Det er et led i den såkaldte irritable tyktarm og forekomsten af divertikler.
Den tidligere udførte operation kan måske have forårsaget nogle nerveoverskæringer til tarmen.
Den anden side af sagen er, hvor god lukkemusklen er ved anus (endetarmsåbningen). Den kan blive svækket med årene, og det forværrer naturligvis situationen yderligere.
Jeg vil derfor forslå, at du bliver nærmere undersøgt på en specialafdeling for medicinske og kirurgiske mave-tarmsygdomme. Herved kan man udelukke sygdomme som blandt andet Crohn, coeliaki (glutenallergi), collagen colitis, galdesyremalabsorption og infektioner.
En undersøgelse af passagetiden kan også være meget vejledende for at kunne bedømme peristaltikken (tarmens sammentrækninger, red.).
Man kan ligeledes undersøge lukkemusklen med ultralyd og teste funktionen efterfølgende.
Det er således vigtigt, at man får det fulde overblik, og får iværksat en kombineret behandling, så du ikke mere føler dig socialt hæmmet af det.
Tag eventuelt dette svar med til din læge.
Venlig hilsen
Dennis Raahave
Speciallæge, kirurgi og mave-tarmsygdomme
Seniorforsker
dr.med. et ph.d.
Sidst opdateret: 09.05.2016