Annonce

Har min fisteloperation svækket anusmuskulaturen?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

Jeg blev for 6 måneder siden opereret for en analfistel som gik igennem begge lukkemuskler, altså en kompliceret fistel. I min operation fik jeg lagt seton-sutur gennem mit fistelgangsystem mhp. fistlen vil komme ud af ydre lukkemusklen, så jeg kan få en lay open operation.

Jeg er studerende, så derfor vil jeg først få den operation efter sommer, da jeg ikke kunne afse tid til at komme på benene igen grundet det fravær, jeg ville få på skolen.

Altså, skal jeg have tråden i knap 1 år og jeg formoder jeg har 5-6 mdr. tilbage nu.

Mit spørgsmål er så således; Er det muligt, at sådan en operation (indlæggelse af seton) kan have svækket ens lukkemuskler? For lige nu lider jeg af, at der er noget stort, som ryger ud af anus. Det giver mig smerter og det dunker når jeg blandt andet sidder ned, desuden bløder det også og på et tidspunkt tog jeg et billede, for at se hvad det var.

Det lignede at min endetarm var ude (det var ikke en hæmoride, da jeg har døjet med hæmorider i mange år og ved hvordan de ser ud). Det var ihvertfald som 2 dele af min endetarm, der hang sammen og derudover lignede det, ihvertfald på billedet, at det var lilla, som om det var blevet det, fordi det kommer i klemme i anus.

Jeg ved ikke hvad det er eller om det overhovedet er muligt, at ens endetarm kan ryge ud på den måde, blive lilla og bløde, men jeg er ihvertfald ret bekymret.

På de journaler jeg har set på "sundhed.dk" fra hospitalet, står der at jeg har en tid for kontrol 3 mdr. efter min operation, men der er nu gået 6 mdr. og er ikke blevet indkaldt endnu. De har ikke sagt, at jeg har den tid til mig, men de har skrevet det i 2 af mine journaler. Jeg ved ikke om det er vigtigt, at tage til kontrol efter sådan en fistel operation.

Jeg ved det er lidt meget på en gang, men jeg fik fortalt af min overlæge at den operation ville formindske ihvertfald det pus der kommer, men det har det overhovedet ikke, tværtimod, der er en del pus og det er ildelugtende og bløder.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op både med min fistel, den tid der står jeg skal have på hospitalet i ambulatoriet, som jeg ikke har fået og min endetarm, som ryger ud af anus.

Håber virkelig I kan hjælpe mig og evt. vejlede mig til hvad jeg kan gøre.

Mvh. en spørger

Svar:

Kære spørger

En fistel er et rørformet sår, som formentlig er opstået efter en byld ved endetarmen. Der er blevet lagt en såkaldt Seton-sutur (uopløselig tråd) igennem fistlen, og det kan ikke undgås, at der kommer både lidt pus og lidt tynd afføring ud ind i mellem.

Erfaringen viser, at Seton-suturen vil arbejde sig igennem muskulaturen med ardannelse bag sig på ca. 1 år. Så vil fistlen være lukket, og muskulaturen vil sædvanligvis genvinde sin tidligere kraft.

Imidlertid har du også noget udfald af endetarmen, der viser sig lilla og blødende, og det er formentlig et led i din hæmoride-sygdom, som grad II hæmorider . I øjeblikket er det ikke noget godt tidspunkt at behandle kirurgisk, når du har en fistel.

Det er ret udsædvanligt at have hæmorider, når man blot er 19 år, og det kunne tyde på, at der grundlæggende er en dårlig afføringsfunktion, som altså også bør rettes.

Med disse nye oplysninger synes jeg derfor du bør tage kontakt til den afdeling, der behandler dig.

Venlig hilsen

Dennis Raahave

Speciallæge i kirurgi og kirurgiske mave-tarmsygdomme

Dr.med., ph.d.

Sidst opdateret: 21.03.2017




Annonce