Annonce

Jeg har en ekstra brystvorte. Er det farligt?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

Jeg er en pige på 15 år, og jeg har som alle andre piger bryster. Jeg har også en ekstra brystvorte som sidder lige under mit højre bryst.

Jeg ved jo at det er normalt at man har de der hårde/ømme knuder under sine bryster, men er det også normalt ved den ekstra brystvorte?

Den er ikke øm, og det gør ikke ondt når jeg trykker på den. Den er nok 1,5 cm lang. Det er ikke en man kan se eller noget, men jeg kan mærke den når jeg trykker ind på den.

Jeg er sindsygt bange for at det er brystkræft eller noget, så derfor vil jeg gerne vide om det er normalt, eller om jeg burde få det undersøgt.

Tak på forhånd.

Mvh. en spørger

Svar:

Kære spørger

Selv om jeg kun har dine sparsomme oplysninger og hverken har set eller følt knuden, kan jeg med så godt som 100 procent sikkerhed sige nej, det er ikke brystkræft! I din alder er brystkræft ekstremt sjælden.

Men fint nok, at du har opdaget det, og godt at du spørger.

Formentlig drejer det sig om en ganske godartet bindevævsfortykkelse i brystvævet - sådan som du også har observeret det andre steder i dine bryster. Men det er godt nok irriterende, så du bliver bange.

Det er meget forskelligt fra pige til pige - kvinde til kvinde - at der udvikles fortykkelser og godartede knuder. Det hedder med et fint navn Fibroadenomatose, som du kan læse meget mere om her på Netdoktor.

Langt de fleste knuder i brysterne er heldigvis godartede, men det er klart, at enhver kvinde er opmærksom på ændringer i brystvævet: hævelse, ømhed, knuder, sekret fra brystvorten - hvad som helst - og det bør du da også være. Og hvis du er i tvivl, skal du selvfølgelig sige til og bede din læge om at blive kikket på. Jeg siger udtrykkelig: kikket på! Ikke noget med kniv!

Hvis den ekstra brystvorte (som er et ret almindeligt fænomen) generer dig, synes jeg, du skal tale med din læge om det, men det er jo så en anden sag.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen,

speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 25.06.2017




Annonce