Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Nedfrysning af befrugtede æg

Nedfrysning af befrugtede æg kan foretages med enten ’slow freeze’ teknikken eller vitrifikations-teknikken. De adskiller sig fra hinanden med hensyn til nedfrysningshastighed.

Opdateret: 17. August 2010

I forbindelse med fertilitetsbehandling, kan man nedfryse

  • Sædceller

  • Ubefrugtede æg

  • Befrugtede æg

De opbevares ved –196 grader celsius, indtil man skal bruge dem. Ved denne temperatur sættes alle biologiske processer i stå.

Det har længe været muligt at nedfryse og efterfølgende anvende sædceller (siden 1950’erne) og befrugtede æg (siden 1980’erne) i fertilitetsbehandling.

Nedfrysning af de befrugtede æg kan foretages med såvel ’slow freeze’ teknik og vitrifikations-teknik, der adskiller sig fra hinanden med hensyn til koncentration af de såkaldte kryoprotektanter og nedfrysningshastighed.

Nedfrysning af ubefrugtede æg har været forsøgt siden 1980’erne, men først inden for de seneste år er der fundet frem til en metode, som giver tilfredsstillende graviditetsresultater. Metoden er en optimering af den såkaldte vitrifikationsteknik. Her anvender man høje koncentrationer af kryoprotektanter, som nedsætter dannelsen af iskrystaller i cellerne. Desuden fryser man æggene ned ved en ultra høj hastighed. Når man i de senere år har fået så gode resultater med at fryse æg ned, skyldes det formentlig, at de beholdere, som æggene placeres i, er blevet videreudviklet, så nedfrysningshastigheden er blevet hurtigere.

Hvordan foregår nedfrysning og optøning af befrugtede æg?

Ved reagensglas behandling (IVF og ICSI) vil der efter tilbagelægning af et eller to befrugtede æg i nogle tilfælde være yderligere befrugtede æg, der skønnes egnet til nedfrysning.

Nedfrysning af de befrugtede æg kan foretages med såvel ’slow freeze’ teknikken som vitrifikations-teknikken, der adskiller sig fra hinanden med hensyn til koncentration af de såkaldte kryoprotektanter og nedfrysningshastighed.

Ved begge teknikker lægges de befrugtede æg kort tid (minutter) i en væske, som indeholder kryoprotektanter, der fortrænger vandet i det befrugtede æg og beskytter det mod skader ved nedfrysningen. Ved vitrifikations-teknikken er koncentrationen af kryoprotektant relativt højere end ved ’slow freeze’ teknikken og den efterfølgende nedfrysning er ultra hurtig. Som navnet antyder, er nedfrysningen langsommere ved ’slow freeze’ teknikken, hvor nedfrysningen til opbevarings-temperaturen på -196 grader celcius tager op mod 2 timer.

Begge nedfrysningsmetoder anvendes rutinemæssigt til nedfrysning af befrugtede æg, der har været dyrket i laboratoriet op til 3 dage, mens vitrifikationsmetoden er den der anbefales, når de befrugtede æg er dyrket i 5 dage til det såkaldte blastocyst stadie.

Når de befrugtede æg skal anvendes, tages de op af fryseren og lægges i væske med lavt indhold af kryoprotektant, hvorved kryoprotektanten fjernes fra æggene og erstattes med vand.

Hvad er graviditetschancerne ved nedfrysning/optøning af befrugtede æg?

Ved tilbagelægningen af optøede befrugtede æg er chancen for opnåelse af graviditet gennemsnitligt lavere end ved IVF og ICSI behandling. Dette skyldes sandsynligvis, at det/de bedste befrugtede æg valgtes til IVF/ICSI behandlingen, og at nedfrysnings/optønings-proceduren kan påvirke det befrugtede ægs udvikling. I 2009 resulterede 15 procent af behandlingerne, hvor der anvendtes optøede befrugtede æg, i graviditeter med forventet fødsel (kilde: Dansk Fertilitetsselskabs Årsrapport, 2009 ).

Hvor lang tid må sædceller og æg være frosset ned?

Ifølge loven om barnløshedsbehandling må sædceller, ubefrugtede æg og befrugtede æg nedfryses i forbindelse med barnløshedsbehandling i op til 5 år. Det betyder, at materialet skal være anvendt inden 5 år efter nedfrysningsdatoen. Er dette ikke tilfældet, destrueres det nedfrosne materiale. Dog er det muligt, hvis klinikken har en godkendelse fra videnskabsetisk komite, at parrene kan donere materialet til forskning efter de 5 år.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons