Netdoktor søger pårørende til personer med hjertesvigt, der har lyst til at dele deres historier i små videofortællinger.
Det kan være en stor omvæltning at være tæt på én, der har fået diagnosen hjertesvigt. Bekymringer og tanker om fremtiden kan titte frem og nogle gange fylde mere, end man har lyst til, at de skal gøre, Samtidig vil man gerne være støttende, opmuntrende og hjælpe den hjertesyge til at leve et så hjertevenligt liv som muligt. Og det er ikke altid lige let.
Ofte kan det være en øjenåbner at høre andres oplevelser og erfaringer med de problemstillinger, man selv tumler med. På Netdoktor.dk søger vi derfor pårørende til personer med hjertesvigt, der har mod på at dele deres historier i små videofortællinger. Og måske kunne det være dig?
Måske er det ikke noget problem for dig at tale foran et kamera, men hvis du ikke er så tryg ved tanken, kan vi berolige dig med, at det foregår stille og roligt.
Videointerviewet foretages af en af vores redaktører og kan finde sted hjemme hos dig selv eller et andet sted, som du finder behageligt. Du vil selvfølgelig få videoen at se, før den kommer på Netdoktor.dk
Det er forskelligt, hvad der fylder. Hos nogle er det måske bekymringen for den hjertesyge, der dominerer, hos andre kan det være sorgen over, at partneren eller forælderen ikke kan det samme som tidligere. Det er dig, der bedst ved, hvad der er vigtigt at tale om.
Hvis du kunne tænke dig at være med eller bare lige høre lidt mere om det hele, så ring eller skriv til mig.
Jeg hedder Sille og er redaktør på Netdoktor. Min mailadresse er sr@netdoktor.dk Mit telefonnummer er 26 14 59 75
Sidst opdateret: 21.11.2018