Hvad er håndeksem?
Håndeksem er, som navnet afslører, eksem på hænderne. Man kan dele håndeksem op i akut og kronisk håndeksem.
Håndeksem er et rødt, kløende udslæt på huden, der kan ledsages af blærer og væsken i den akutte fase samt tørhed, revner, skældannelse og fortykket hud i den kroniske fase.
Håndeksem klør og kan klø vældig meget, men det kan også svie og gøre ondt.
Håndeksem kan heldigvis behandles og det er vigtigt at begynde behandlingen så hurtigt som muligt. Derfor er det også vigtigt at gå hurtigt til lægen, hvis du får mistanke om at du har håndeksem.
Afhængigt af om håndeksem er akut eller kronisk, kan det vare fra dage og uger til mange år. Håndeksem har tendens til at blive kronisk, hvis man ikke behandler det i tide.
Hvad skyldes håndeksem?
Man kan få håndeksem af flere forskellige ting. Overordnet set deler man årsagen til håndeksem op i to:
- I det ene tilfælde får man håndeksem, hvis man har hænderne meget i vand eller vasker hænderne i sæbe mange gange om dagen.
- I det andet tilfælde skyldes det at man har rørt ved noget man er allergisk overfor.
Uanset hvad håndeksemet skyldes, kan man se at hudens forsvar, det der kaldes hudbarrieren, er dårligere end i rask hud.
Cellerne i huden, der har til opgave at bekæmpe infektioner, bliver aktiveret og der opstår en betændelsestilstand i huden, det kaldes også inflammation.
Hvem får typisk håndeksem?
Både børn og voksne kan få håndeksem:
- Børn kan få eksem på hænderne allerede i spædbarnsalderen, hvis de har atopisk eksem, tidligere kaldet børneeksem
- Voksne udvikler ofte håndeksem i forbindelse med deres arbejde, hvor de kan blive udsat for noget, der kan irritere huden. Det er ofte vand, sæbe, opløsningsmidler, olier og lignende. Håndeksem er særligt hyppigt blandt frisører, sygeplejersker, kokke, malere og mekanikere.
Håndeksem ses oftere hos kvinder end mænd, hvilket skyldes at de oftere arbejder i erhverv med mange håndvaske dagligt.
Har man små børn under 4 år skifter man ofte ble, vasker derfor oftere hænder og har mere husligt arbejde, hvilket øger risikoen for håndeksem.
Har man, eller har man haft, atopisk eksem har man 2- 5 gange øget risiko for at få håndeksem. Rygning, øget BMI og stress er ogsåi nogle undersøgelser påvist, at hænge sammen med at have håndeksem.
Cirka 10 procent af befolkningen har i løbet af det seneste år haft håndeksem, og cirka 3- 5 procent vil på et hvilket som helst givent tidspunkt have håndeksem.
Se også Netdoktors nye magasin om atopisk eksem
Sponsoreret af Novartis
Har du bylder eller bumser?
Så kan du have HS (Hidrosadenitis Suppurativa), som der findes behandling for.
Find ud af det her
Hvordan stiller lægen diagnosen håndeksem?
Håndeksem er en klinisk diagnose, det vil sige at lægen stiller diagnosen ved at kigge på hænderne. Men patientens historie er også vigtig, for at finde ud af hvilken type håndeksem der er tale om (irritativ og/eller allergisk) og dermed undgå udløsende og forværrende faktorer.
Lægen vil også spørge om man har, eller har haft atopisk eksem, da risikoen for håndeksem her er øget.
Epikutantest
For at komme typen af håndeksem nærmere kan lægen undersøge for allergi ved en lappeprøve (epikutantest). Her får man påsat allergifremkaldende stoffer i små kamre på ryggen og efter nogle dage tages kamrene af og det noteres om og hvilke stoffer din hud har reageret på. Herefter vil lægen vurdere om eksemreaktionerne på ryggen har en såkaldt klinisk relevans.
De allergifremkaldende stoffer der undersøges for, er blandt andet;
- konserveringsmidler
- gummi
- parfume
- lim
- hårfarver og lignende
Håndeksem hos voksne er som beskrevet ofte arbejdsrelateret. Mistænker lægen at håndeksemet er forværret eller opstået på grund af ens arbejde, bliver det anmeldt til Arbejdsmarkedet Erhvervssikring.
Se Netdoktors første magasin om atopisk eksem
Hvordan behandles håndeksem?
Der er forskellige måder at behandle håndeksem, og hvilken behandling lægen vælger afhænger blandt andet af, hvor udbredt håndeksemet er.
Uanset, hvilken behandling du får, vil den virke ved at dæmpe aktiviteten i din huds immunforsvar. Ofte vil lægen starte med lokalbehandling i form af en creme (creme med binyrebarkhormon). Man kan også behandle med lys (UVB) og hvis håndeksemet er særligt slemt, findes der tabletter man kan tage, dette kaldes systemisk behandling,
Det er vigtigt at styrke hudens barriere ligegyldigt, hvilken behandling du får, og dette gør du ved at smøre med en fugtighedscreme dagligt og gerne flere gange dagligt.
Fugtighedscreme
Fugtighedscreme skal ses som en vigtig del af behandlingen og hjælper med at gøre huden mindre tør og mere modstandsdygtig. Man må gerne bruge fugtighedscreme flere gange om dagen, og hvilken man bruger er næsten ligegyldigt, så længe den kommer ud af tuben.
Det anbefales at bruge en fugtighedscreme uden parfume og med mindst 40 procent fedtindhold.
Håndeksem. Foto: Istock
Creme med binyrebarkhormon og calcineurinhæmmere
De fleste med håndeksem vil blive tilbudt behandling med creme med binyrebarkhormon. Der findes forskellige styrker af disse cremer.
Creme med binyrebarkhormon virker ved at bekæmpe kroppens overaktive immunceller i huden.
Calcineurinhæmmere er en anden type creme der virker ved at bekæmpe kroppens overaktive immunceller i huden. Denne findes der to udgaver af; tacrolimus og pimecrolimus. Denne type creme bliver også tilbudt til behandling af håndeksem, men kun til de mildere sværhedsgrader.
Hvor længe behandles der?
Man kan trygt smøre cremen på i et tyndt lag, hver dag op til 4 uger eller i kortere tid, hvis cremen virker hurtigere. Hvor længe man skal smøre afhænger af, hvilken sværhedsgrad eksemet har.
Er det mildt, kan nogle dage eller en uge være nok.
Bivirkninger ved binyrebarkhormon og calcineurinhæmmere
Creme med binyrebarkhormon kan have den bivirkning, at huden bliver tyndere, mens man er i behandling. Hvis man kun smører efter lægens anvisning vil huden blive tykkere igen når man stopper behandlingen. Creme med calcineurinhæmmere udtynder ikke huden.
Gravditet og amning ved binyrebarkhormon og calcineurinhæmmere
Man kan anvende creme med binyrebarkhormon under graviditet og ved amning. Calcineurinhæmmere kan anvendes ved amning. Begge typer af cremer er tilladt til børn.
Anden behandling
Lysterapi
Lysterapi er en behandlingsmetode, hvor man belyser hænderne med UVB-stråler. Det er en behandling man skal have tre gange om ugen i 10-12 uger. Lysbehandling virker også ved at hæmme immunforsvarets overaktive celler i huden. Ofte vil man kombinere lysbehandling med creme med binyrebarkhormon.
Systemisk behandling
Systemisk behandling er behandling med tabletter eller indsprøjtninger, som også dæmper immunforsvaret. Der findes forskellige typer af systemisk behandling afhængigt af hvilken undertype af håndeksem der er tale om.
Røde bade
Hvis huden er inficeret og væsker meget kan man desinficere og udtørre huden med røde bade (kaliumpermanganat bade). Denne behandling kan man også udføre i sit hjem.
Komplikationer
Har man håndeksem er hudbarrieren som beskrevet ikke intakt. Det betyder, at der er indgangsporte for bakterier der kan sætte sig på huden og inficere eksemet, og det vil gøre eksemet værre. Der er typisk tale om bakterier af typen stafylokokker.
Stafylokokker er i sig selv ikke farlige, og findes også på huden hos mennesker uden eksem, derfor er det ikke altid at behandlingen skal ændres og antibiotika skal på bordet, hvis lægen påviser stafylokokker i eksemet.
Det er vigtigt at huske på, at man gerne må behandle med creme med binyrebarkhormon selvom der er infektion i eksemet, det hjælper huden med at hele.
Hvad kan man selv gøre?
Når du ved hvad dit håndeksem skyldes, er det vigtigt at undgå det du er allergisk over for eller det irriterer dine hænder. Det kan også betyde du må ændre i dine rutiner på arbejde og i hjemmet.
Der findes 10 gode råd om hudpleje og behandling af håndeksem man kan bruge som hjælp til at passe så godt på sine hænder som muligt:
- Brug handsker ved vådt arbejde
- Handsker anvendes så lang tid som nødvendigt, men så kort tid som muligt
- Handsker skal være intakte, rene og tørre
- Brug bomuldshandsker under beskyttelseshandsker
- Vask hænder i køligt vand, skyl og tør dem godt
- Håndsprit kan anvendes i stedet for sæbevask, når hænderne ikke er synligt snavsede
- Bær ikke fingerringe på arbejde
- Anvend en fugtighedscreme med højt fedtindhold og uden parfume
- Fugtighedscremen skal anvendes flere gange dagligt, og fordeles over hele hånden, inkl. fingre og håndrygge
- Pas godt på hænderne i fritiden, brug handsker ved vådt arbejde i hjemmet og brug varme handsker udendørs om vinteren
Udsigt for fremtiden
Har man fået håndeksem er det vigtigt at behandle det både hurtigt og effekt, da der ellers er risiko for at det udvikler sig til at være kronisk og dermed sværere at behandle.
Det anbefales derfor at søge læge hurtigt ved mistanke om håndeksem. Når diagnosen er stillet og behandlingen ordineret er det vigtigt at følge lægens råd. Er der sammenhæng mellem håndeksem og arbejde kan det være nødvendigt at ændre på arbejdsopgaver eller skifte arbejde for at håndeksemet kan behandles.
Vil du vide mere om håndeksem?
Sundhed.dk Videncenter for Allergi