Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Psoriasis

Psoriasis

Psoriasis er en kronisk hudsygdom, der er præget af perioder med røde, fortykkede områder på huden, der er dækket af glinsende skæl. Læs mere om hudsygdommen her.


Opdateret: 15. August 2021

Hvad er psoriasis?

Fakta om psoriasis

  • Psoriasis er en kronisk hudsygdom, der rammer omkring 2-3 procent af befolkningen.
  • Psoriasis giver udslæt, der viser sig ved røde, fortykkede områder på huden dækket af hvidt skæl.
  • De ramte hudområder findes oftest i hårbunden, på albuer og knæ samt på den nedre del af ryggen.
  • Stress, rygning, overdrevent alkoholforbrug og visse typer af medicin kan forværre psoriasis.
  • Ved mistanke om psoriasis kan man gå til lægen, som kan sætte gang i behandling.

Hvad er psoriasis?

Psoriasis er en af de mest almindelige hudsygdomme. Sygdommen rammer 2-3% af befolkningen og ses lige hyppigt hos mænd og kvinder. Den opstår normalt i 10-30-års alderen, men kan ses både tidligere og senere. Psoriasis ledsages hos cirka 10 procent af en særlig form for gigt, psoriasis-gigt. Ved svær psoriasis er forekomsten af gigt cirka 30 procent.

Symptomer på psoriasis

Psoriasis er en kronisk hudsygdom, men man kan have lange perioder uden udbrud. Selve navnet psoriasis kommer af det græske ord for kløe, men det er ikke alle patienter som oplever hudkløe. Psoriasis er præget af røde, fortykkede områder på huden, der er dækket af glinsende skæl. De ramte hudområder findes oftest i hårbunden, på albuer og knæ samt på den nedre del af ryggen.

Der findes en række forskellige former for psoriasis og sværhedsgraden varierer fra person til person. Nogle har blot en lille plet på ryggen, og er måske slet ikke klar over, at de har psoriasis. Andre kan have meget svær psoriasis, der dækker hele kroppen.

Psoriasis er præget af røde fortykkede områder på huden. Foto: iStock

Hvad sker der i huden, når man har psoriasis?

Årsagen til psoriasis er ukendt, men man ved en hel del om de sygdomsmekanismer, der ligger til grund for lidelsen:

Psoriasis forårsager øget aktivitet i kroppens immunsystem

Meget tyder på, at psoriasis udvikler sig på grund af en øget aktivitet i kroppens immunsystem. Denne øgede aktivering af blandt andet hvide blodlegemer gør, at hudcellerne begynder at dele sig mere end sædvanligt.

Den enkelte hudcelle i et område med psoriasis udvikler sig i løbet af ca. 4 dage, i modsætning til de godt 28 dage, som det normalt tager når man ikke har psoriasis. Dette er årsag til skældannelsen. Ydermere bliver huden inflammeret, dvs. den bliver rød og hævet.

Hvorfor har man en øget aktivitet i immunsystemet?

Aktiveringen immunsystemet kan sættes i gang af infektioner, hyppigt af streptokokinfektioner, af stress eller af visse lægemidler (eksempelvis lithium, visse anti-malariamidler og blodtryksnedsættende præparater).

Hvad kan man selv gøre?

Hvis man har mistanke om, at man lider af psoriasis, kan opsøge den praktiserende læge eller blive henvist til en hudlæge, som kan stille diagnosen og sætte behandling i gang. Der findes en række forskellige behandlinger afhængig af typen og sværhedsgraden af psoriasis.

Hvis man tidligere har haft udbrud af psoriasis, kan man i nogen grad forebygge nye udbrud ved at kende til de faktorer, der kan fremprovokere eller forværre psoriasis. Det drejer sig blandt andet om stress, rygning, overdreven brug af alkohol og visse typer medicin. Derudover er det en fordel at holde huden smidig med fugtighedscremer, ligesom moderat ophold i solen er godt for de fleste med psoriasis.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.