Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Vagtlægen | Influenza

Er det influenza?

Influenza giver feber op til 40 grader, kulderystelser, ondt i hele kroppen, snue og tør hoste. Læs om du er ramt af influenza her.


Opdateret: 17. September 2021

Hvad er influenza?

Influenza er en ubehagelig luftvejsinfektion, der hvert år kommer bølgende over landet som en epidemi. De, der rammes, bliver syge med feber og kulderystelser, ondt i hele kroppen, snue og tør hoste.

Hvert år tilbydes gratis influenzavaccination til udvalgte grupper, for eksempel kronisk syge, gravide med flere.

Grunden til at man skal vaccineres hvert år er, at virus muterer, det vil sige at virussen ændres.

Vagtlægens spørgsmål:

Følg spørgsmålene nedenfor og få indblik i, hvilke spørgsmål vagtlægen typisk vil stille, når du ringer.

1. Hvad er dit navn og CPR-nummer?

Vagtlægen spørger altid om navnet og CPR-nummeret på den person, som henvendelsen drejer sig om.

2. Har du høj feber?

  • Nej: Så er det nok ikke influenza, men det kan være en anden infektionssygdom.

  • Ja: Ved influenza er feberen ofte meget høj, 38-40, hos børn måske mere.

 

3. Er der andre syge i omgangskredsen?

  • Nej: Det kan være influenza, men der er også andre - og alvorlige - sygdomme, som ligner influenza.

  • Ja: Influenza er meget smitsom. I vinterhalvåret er der ofte epidemier.

 

4. Har du smerter?

  • Nej: Så er det nok ikke influenza, men en anden infektionssygdom.

  • Ja: Ved influenza er der ofte smerter over det hele; hovedpine, muskel- og ledsmerter, ondt i ryggen.

 

5. Hvornår er det begyndt?

Influenza varer oftest 3-5 dage.

Ved sygdom mere end en uge må man mistænke en følgesygdom: lungebetændelse, mellemørebetændelse eller bihulebetændelse.

 

6. Er du vaccineret?

  • Nej: Vaccinationen virker efter to til tre uger, så det nytter ikke at blive vaccineret, når man er smittet.

  • Ja: Influenzavaccination beskytter godt i cirka seks måneder. Vaccinationen slår ikke an hos alle, men giver beskyttelse hos 60-90%.

     

7. Fejler du noget i forvejen?

  • Nej: Influenza er en ubehagelig, men ikke farlig sygdom for raske.

  • Ja: Influenza kan være en farlig sygdom for mennesker, som i forvejen er syge eller har nedsat modstandskraft.

Test din viden her

Hvad er influenza?

Influenza skyldes en pludselig virusinfektion, som ofte kommer i forbindelse med en større eller mindre epidemi.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Influenzavirus ændrer sig hele tiden en lille smule, og en gang imellem kommer der én, som virkelig kan undslippe immunforsvarets forreste barrikader. Så kommer de rigtig store verdensomspændende epidemier, kaldet pandemier, hvor millioner af mennesker bliver syge.

Sygdommen er altså meget smitsom og viser sig hurtigt (en til to dage) efter, at man er blevet smittet.

Sygdomstegn er pludselig høj feber (39- 40 grader), kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter og tør hoste. Feberen forsvinder normalt efter et par dage.

Er det farligt?

Influenza er ikke farligt, hvis man ellers er sund og rask, men hvis man i forvejen er svækket og har let ved at få sygdomme, kan influenzaen let føre til, at der oven i influenzaen også opstår bakterie-infektioner, altså betændelse.

Hvis feberen ikke er forsvundet efter nogle dage, eller du stadig er syg efter en uge, kan det være tegn på en lungebetændelse .

Så skal du søge læge.

Hvordan smitter det?

Influenza-virussen overføres med små dråbepartikler, når man for eksempel taler, hoster eller nyser.

Virussen kan også smitte en dags tid før der overhovedet er nogen sygdomstegn. Så det er næsten umuligt at undgå at blive udsat for sygdommen, når man lever et gennemsnitligt aktivt liv.

Hvad kan jeg gøre?

  • Drik rigeligt for at erstatte det væsketab, der følger af feberen.

  • Svag smertestillende medicin kan dæmpe feberen og muskelsmerterne og er helt på sin plads i denne situation. Det lindrer de ubehagelige symptomer noget. Paracetamol og de såkaldte NSAID, smertestillende midler i håndkøb, virker også febernedsættende.

Se vagtlægen om smertestilende medicin .

Findes der medicin?

Antibiotika virker ikke mod influenza.

Der laves hvert år en vaccine mod den type influenza, som florerer netop det år. Det anbefales, at særligt udsatte grupper lader sig vaccinere i starten af vintermånederne. Så er der bedre chance for at være dækket ind, når influenzaen hærger.

Type A og B kan behandles med et middel som hæmmer influenzavirus. Midlet helbreder ikke influenza, men lindrer symptomerne og nedsætter sygdomstiden.

Spørg din læge.

Kontakt lægen med det samme, hvis:

  • Den syge ikke kan sidde op eller bøje hovedet
  • Den syge er omtåget eller sløv

Kontakt lægen i løbet af 24 til 48 timer, hvis:

  • Feberen varer mere end fire dage
  • Feberen stiger igen efter at have været normal
  • Ved smerter ved vandladning eller nyresmerter
  • Ved smerter i afgrænset del af brystkassen ved vejrtrækning

Kommentér denne artikel

Der er endnu ingen kommentarer på denne side


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.